Valg: 18 års ophidset diskussion - uden resultat

Berlingske Tidende den 6. juni 2008

Af Line Holm Nielsen og Tine Bruun Eriksen

Lige så længe lægerne har været i stand til at lave transplantationer, lige så længe har der manglet organer. Mange menneskeliv, omkring 40-60 om året, er på den konto gået tabt, mens diskussionen om metoder til at skaffe flere organer er blevet stadig mere ophidset. Først var det kun nyrer, man transplanterede i Danmark, men i 1990 fik vi efter voldsom diskussion hjernedødskriteriet indført ved lov.

Officielt indtrådte døden nu ikke kun, når hjerte og lunger holdt op med at virke, men også »ved uopretteligt ophør af al hjernefunktion«, som det hedder. Dermed kunne man transplantere hjerte, lunger, lever og andre mindre organer.

I 1990 strømmede entusiastiske tilmeldinger til det nyoprettede donorregister, men allerede året efter faldt tilmeldingsinteressen til det halve. Samtidig meldte det største problem på organområdet sig med forventelig kraft:

Når de pårørende stod ved deres afdødes seng og var i tvivl om den hans/hendes holdning, sagde op mod 90 pct. nej til at give organerne bort. Det tal gælder den dag i dag.

Kampagner uden effekt

Siden hjernedødskriteriets indførelse har den ene politiske ballon og folkelige oplysningskampagne efter den anden forsøgt at få danskerne til at tage stilling. Uden store revolutioner til følge.

Selv om op mod 85 pct. af danskerne ifølge adskillige spørgeundersøgelser er tilhængere af organdonation, har »blot« 539.512 eller knap 13 pct. af de voksne danskere i dag meldt sig ind i Donorregistret.

I foråret forsøgte en storstilet kampagne til fire mio. kroner og med deltagelse af kendisser at rykke ved passiviteten hos danskerne.

Hele den grundlæggende etiske debat blussede op igen med 18 års forsinkelse, da kirkeminister Birthe Rønn Hornbech beskyldte sin egen regerings kampagne for at føre befolkningen bag lyset og sløre det faktum, at man, når man er erklæret hjernedød, »med røde kinder og bankende hjerte køres bort for øjnene af de pårørende for at få udtaget organerne«.

Etiske kvaler

Kampagnen nåede, trods ministerens udfald, sit mål på 50.000 flere tilmeldte. I procentpoint rykker det dog minimalt på det overordnede billede. Hvad kan så gøres for at hjælpe de over 600 alvorligt syge mennesker, der lige nu venter på et organ?

Flere politikere, herunder Venstres EU-parlamentsmedlem, Karin Riis-Jørgensen, mener, at man bør skele til lande, bl.a. Sverige, hvor man praktiserer »formodet samtykke«, dvs. at man aktivt skal melde fra, hvis man er imod organdonation. I andre lande, Spanien og Østrig eksempelvis, er hospitalerne meget mere opsøgende og aktive i forhold til potentielle donorer og deres pårørende. Spanien har således opnået Europas bedste donorrate - i forhold til indbyggertal har de tre gange så mange donorer som Danmark.

Men selv om flere forslag har været fremsat i Folketinget, er der aldrig blevet vedtaget betydelige ændringer.

De etiske kvababbelser har været for store. Staten skal ikke bestemme over den enkeltes krop'; enhver har ret til at tage stilling i fred'; og de ressourcesvage uden viden bliver taberne', har det lydt.

Middelvej?

Nu har løsgængeren Pia Christmas -Møller måske fundet den gyldne middelvej med sit forslag, der har flertal uden om regeringen. Tanken er, at danskerne fremover ikke vil kunne undgå at blive konfronteret med diskussionen, sin egen holdning, tvivl og følelser. Måske bliver organdonation dermed et naturligt diskussionsemne hjemme ved spisebordet.

Regeringen foretrækker at vente med handling, indtil Etisk Råd og det nye »Nationalt center for organdonation« barsler med rapporter på området til efteråret.

De vil formentlig konkludere, at meget kan opnås ved at styrke indsatsen på sygehusene - med bedre koordination, pårørendesamtaler og mere aktivt opsøgende arbejde.

Mens politikernes således skændes frem og tilbage om, hvad der er det rigtige, er erfaringen paradoksalt nok - både internationalt og hos eksperter herhjemme - at begge dele, både en ændret adfærd hos befolkningen og på sygehusene, er nødvendige for at komme organmanglen til livs.

Fakta: Myter og fakta om organdonation

Myte 1: Hvis jeg er registreret organdonor, vil lægerne ikke gøre så meget for redde mit liv.
Fakta: Ifølge loven må organtransplantation ikke foretages af de læger, der har behandlet afdøde under hans/hendes sygdom eller har konstateret personens død.

Myte 2: Måske er jeg ikke rigtig død?
Fakta: Der er absolut ingen chance for at vågne op, når man er erklæret hjernedød. Hjertet og lungerne holdes i gang med respirator. Derfor vil afdøde fremstå varm og med vejrtrækning. Nogle har modstand mod at skulle køres væk, før hjertedøden indtræder, og den sidste udånding sker. Disse bruges i dag ikke som donorer.

Myte 3: Jeg er for gammel.
Fakta: Der er ingen udløbsdato for organer, hvis de er sygdomsfrie. På verdensplan har man set vellykkede transplantationer fra 70-80-årige donorer.

Myte 4: Organdonorer skæres op; de pårørende kan ikke sige et sidste farvel bagefter.
Fakta: En organdonor »opereres« præcis som en levende. Afdøde sys bagefter, præcis som man ville med en levende patient. Herefter bringes den afdøde tilbage til sine pårørende.