Sund-Livsstil messe i Øksnehallen
Kom og få en snak med folk, der har organdonation og transplantation tæt inde på livet. De vil gerne have dig til at tage stilling til organdonation. Find det rigtige svar for dig - om du er for eller imod organdonation - og registrer din holdning på standen. Læs artiklen om Anni Rydstrøm, der gav en nyre til sin søn.
Du kan redde liv
Anni gav en nyre til sin søn og gav ham også et nyt liv. Kun 15 % af danskerne har registreret deres holdning til organdonation. Det har store konsekvenser for alvorligt syge mennesker, der risikerer at dø, mens de venter på et nyt hjerte, lever, nyrer eller lunger. Du kan hjælpe ved at registrere din holdning.
Nyredonor for sin søn
Anni Rydstrøm har kun én nyre. Den anden sidder i hendes søn, Palle og er med til at give ham et sundt og langt liv.
I 2002 blev Palle alvorligt syg. Lægerne konstaterede, at nyrerne ikke fungerede og Palle kom i dialyse, lænket til sygehuset. Sådan kan man leve i mange år, men Palle havde ikke svært ved at tage imod et tilbud om transplantation. En rask nyre kunne give ham frihed og livskvalitet tilbage. Han ville gerne stifte familie og leve som alle andre. Og slippe for at bekymre sig om, at dø af sygdommen.
’Tag en af mine nyrer! Det var den første tanke, jeg fik’, siger Anni og fortsætter om den svære tid for snart ni år siden: ’ Hvis det kunne lade sig gøre, ville jeg være donor for min søn’.
Annie blev donor og i dag er de rigtig godt tilpas. Palle er i arbejde og nyder tilværelsen med sin kone og to børn. Og Annis smil er ikke til at tage fejl af: ’ At give en nyre til sin søn, er det bedste en mor kan gøre’.
Transplantation hjælper
I Danmark er vi gode til at transplantere. Hvert år får mere end 300 mennesker et organ af et medmenneske. Når man får et nyt organ, får man også livet igen med arbejde, familie, sport og bedre livskvalitet som følgesvend.
Når det drejer sig om at give en nyre bort, kan man være levende donor, som Anni. Det er helt anderledes med hjerte, lunger og lever. De organer kan kun komme fra døde. Og der skal gives tilladelse til donation fra afdøde eller familien. Det siger loven.
Jan Rishave er formand for Transplantationsgruppen, hvis mål er, at flere tager stilling til organdonation.
’Transplantation er en kæmpe succes. Men samtidig ved vi, at behovet for organer er langt større. Det betyder at mange dør, mens de er på ventelisten’, fortæller Jan.
Registrer din holdning
I dag skal man selv registrere sig som donor, uanset om man siger JA eller NEJ. En undersøgelse, foretaget Sundhedsstyrelsen i 2007 viser, at 85 procent af befolkningen er positive over for spørgsmålet, men kun 15 procent har været vejen forbi Donorregistret.
’Vi taler tit med folk, som er i tvivl, om de skal sige JA eller NEJ og vi har lagt mærke til, at NEJ-sigerne har lettere ved at tage skridtet til at registrere deres holdning. Derfor er det nærliggende at sætte lovgivningen i spil’, siger Jan og fortætter: ’Hvis alle automatisk er donorer fra de bliver 18 år, kan mange flere reddes fra et alvorligt organsvigt. Måske er det vejen?’
Giv din holdning til kende i Øksnehallen
I weekenden 23. – 25. september kan du besøge Transplantationsgruppen på Sund-Livsstil messen i Øksnehallen og det er en oplagt mulighed for at få en snak med Anni og andre, som har problematikken lige så tæt inde på livet. De ved, hvad det vil sige, at være donor, pårørende eller modtager af et nyt organ og kan svare på dine spørgsmål om organdonation og transplantation.
På Sund-Livsstil messen kan du klikke ind i Donorregistret eller du kan selv tage et smut forbi på www.sundhed.dk.
![]()