Sagens kerne: Det sidste suk

Politiken, den 13. april 2008

Af Marie Louise Sjølie

Fredag morgen kunne den uopmærksomme radiolytter godt blive i tvivl om satireprogrammet Selvsving havde bredt sig ind over 9-Radioavisen. I hvert fald var det kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) for fuld udblæsning i en debat med formanden for Transplantationsgruppen, Ib Gaarde-Nissen.

»Du taler jo udenom«, lød det gentagne gange fra ministerens i et skarpt toneleje.

»Må jeg godt have lov til at tale færdig« protesterede modparten, når han blev afbrudt. Det måtte han godt ifølge studieværten.

Det er kampagnen Tag stilling nu!, den der for tiden præger bybilledet, som har fået integrationsministeren til at fare i blækhuset. Kendte mennesker fortæller på plakatsøjler og på bagenden af bybusserne, hvorfor de siger ja til organtransplantation. Eller hvorfor de godt vil give en nyre, men ikke et hjerte, når de dør.

»Ja men....« står der så. Det drejer sig om at få danskerne til at tage stilling til organdonation , siger Sundhedsstyrelsen og Transplantationsgruppen, som står bag kampagnen. Som det ser ud i dag har kun 10 procent af os meldt os til Donorregisteret.

Om det skal være en pligt at tage stilling til organdonation – eller om man bør sige ja eller nej – var dog ikke det, der blev diskuteret i P1 fredag morgen. Det var selve kampagnen.

Ifølge Birthe Rønn Hornbech opfordrer plakaterne og busreklamerne nemlig ikke bare danskerne til at tage stilling, men også til at sige ja. Der missioneres – i hvert fald i ministerens optik. Og lige så slemt: Kampagnen udelader essentielle oplysninger om organtransplantation og hjernedød. Som pårørende til en donor frarøves man at høre den døendes sidste suk, og det siger kampagnen ikke noget om.

»Jeg er utilfreds med, at man forholder donorer og pårørende oplysninger om, hvad der sker ved hjernedød. Nemlig at man holder liv i patienten og kører bort med den døende med røde kinder og bankende hjerte«.

»Desuden må lægerne heller ikke skrive dødsattest på det tidspunkt«, tilføjede hun.

Hjernedød

Ministeren har sådan set ret i det sidste. Sagen er, at man i Danmark kan være ’død’ på to måder: Hjertedød og hjernedød.

Der er den almindelige død, hvor hjertet går i stå, og man holder op med at trække vejret. Så lyder der det, Birthe Rønn Hornbech kalder »det sidste suk«. Efter det suk skal der gå endnu seks timer, inden en læge tjekker, at de ’sikre dødstegn’ er indtrådt. Det er de såkaldte Rigor et livores – latin for stivhed og ligpletter – og uden dem og lægens underskrift må bedemanden ikke begynde på sit arbejde.

Og så er der den omdiskuterede hjernedød. Her slår hjertet stadig, men hjernen er sat ud af funktion. Det kan være efter et trafikuheld, en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Her er dødstegnene noget anderledes. For at sikre sig, at patienten nu også er hjernedød – selv om kinderne ifølge Birthe Rønn Hornbech stadig er røde – skal to læger sige god for det. De skal tjekke om den hjernedøde reagerer på lys, på at få øregangene skyllet med koldt vand eller på at få stukket noget ned i halsen. Undersøgelsen skal gentages efter en time. Hvis der stadig ikke er nogen reaktion, kan lægerne erklære patienten død efter hjernedødskriteriet. Også selv om hjertet stadig banker, fordi åndedrættet holdes i gang med en respirator.

Men den forskel – og det at den pårørende ikke er til stede til at høre det sidste suk – siger kampagnen ikke noget om, mener Birthe Rønn Hornbech.

Ib Gaarde-Nissen afviste i æteren fredag morgen, at det er, fordi folkene bag kampagnen er bange for at tale om det.

»Overhovedet ikke« sagde han. »Det bliver gjort så godt og så kosmetisk korrekt i dag, så det slet ikke er noget problem«, nåede formanden for Transplantationsgruppen at sige. Det stillede ikke ministeren tilfreds.

»Ved du hvad. Nu taler du jo udenom igen, nu du taler udenom igen. Det passer jo ikke, det passer jo ikke« næsten råbte ministeren, dér på P1 klokken 9.03 fredag morgen.

Sig ja

I lande som Spanien, Frankrig, Norge og Sverige skal man aktivt sige nej, hvis man ikke vil donere sine organer. Sådan noget er der ikke politisk opbakning til i Danmark. I stedet forsøger man sig med plakater, busreklamer og opslag i aviserne.

»Propagandamaterialet« skrev Birthe Rønn Hornbech flere gange i et indlæg i Kristeligt Dagblad i fredags. Hun mente kampagnen.

»De gode siger ja til organdonation . De onde siger nej«, skrev hun.

Kampagnens ordlyd på hjemmesiden www.tagstilling.nu siger det modsatte:

»Om du vælger det ene eller det andet er helt din egen beslutning. Og alle grunde er lige gode. Det vigtigste er, at du tager stilling - ikke mindst for dine kæres skyld«, står der.

Rundt omkring i byen kigger Don Ø, Aqua-Lene, Pernille Aalund og andre kendte ned til os fra plakatsøjler og busser. »Ja« siger nogle af dem. »Ja men...« siger andre. »Nej« står der også nogle steder. Nedenunder forklarer de kendte, hvorfor de har sagt ja til at donere alle deres organer, når de er erklæret hjernedøde. Eller hvorfor de siger ja, men... Altså har givet en betinget tilladelse. Det vil sige, at de siger ja til at donere nyren, men ikke hjertet. Eksempelvis.

Klokken 09.05 fredag morgen skærer studieværten igennem. Der skal andre ting på programmet, siger han og slukker for de to »kombattanters« mikrofoner.

På hjemmesiden skriver Transplantationsgruppen, at kampagnen virker. Siden den blev skudt i gang, har 36.000 registreret sig i Donorregisteret.