Livet med et nyt organ
Hvad betyder det at få et nyt organ? Hvordan ser livet ud efter en organtransplantation?
Langt de fleste patienter, som får et nyt organ, vender tilbage til en tilværelse, der næsten ligner den, de havde, før de blev syge. Børn og unge vender tilbage til skole og uddannelse. De fleste, som havde et arbejde, før de blev syge, vender tilbage til deres arbejde. Den transplanteredes almentilstand har betydning for, hvor vellykket transplantationen bliver. Efter en hjertetransplantation i Danmark lever cirka 90% af patienterne efter 4 år, hvor det tilsvarende tal for levertransplanterede er 80%. Efter en nyretransplantation fungerer den indopererede nyre hos cirka 80% efter det første år.
Efter transplantation er der risiko for, at kroppen ikke vil acceptere det nye organ. Det sker, fordi immunforsvaret bekæmper det nye, fremmede organ. Derfor skal mennesker med et nyt organ tage medicin, der dæmper immunforsvaret, resten af deres liv. Med den medicin, der findes i dag, går det godt for de fleste. Transplanterede vil altid have behov for at tage medicin ligesom andre med kroniske sygdomme.
De fleste transplanterede mennesker synes, at de lever et godt liv, og at de har det meget bedre, end mens de var så syge, at transplantation var den bedste og måske eneste behandlings- eller overlevelsesmulighed.
Hos nogle transplanterede nyresyge holder nyren op med at fungere efter en årrække. Man kan få et indtryk af tilfredsheden med at leve som transplanteret fra disse mennesker, fordi langt de fleste ønsker endnu en transplantation i stedet for at gå i dialyse.