Ventelister Vokser
Den endelige opgørelse fra Scandiatransplant om transplantations
aktiviteten for 2000 ser således ud:
Nyretransplantationer 154 (168)
heraf transplantationer fra levende donorer 33 (42)
Levertransplantationer 24 (31)
Hjertetransplantationer 28 (26)
Lungetransplantationer 31 (46)
Der var 68 (76) donormeldinger, dvs. hjernedøde donorer.
Tallene i parentes er transplantationer foretaget i 1999.
Ventelisterne så ved udgangen af 2000 således ud, med ventelisterne ved
udgangen af 1999 i parentes.
Hjerte 16 (22)
Hjerte/lunge 2 (3)
Lunge 101(75)
Lever 10 (7)
Nyre 497 (478)
I alt 626 (585)
Som det fremgår af tallene er der en kraftig stigning i antallet af
patienter, som venter på en ny lunge og nyre. Tallet for lungepatienter
er steget med 26, og nyrepatienter med 21. Det samlede antal patienter
på ventelisterne er steget med 41. Det er en stigning på 6,5%.
Det er ikke længere en flygtig gisning, at ventelisterne vokser, fordi
der er flere, der rammes af sygdom, hvor en transplantation er
nødvendig. Fra 1998 til 1999 steg ventelisterne med 12,1%. Den samlede
stigning i antallet af mennesker, der venter på et nyt organ, er inden
for 2 år røget i vejret med 112. Det er en stigning på 18%.
Ventelisterne størrelse udtrykker ikke variation i antallet af
transplantationer gennem årene. Der er snævre grænser for, hvor længe
en patient kan vente på et nyt organ. Leverpatienterne er mest udsat,
og kan ikke vente meget længere end to - tre måneder på et nyt organ,
før de afgår ved døden. Hjertepatienterne dør i de fleste tilfælde
indenfor et år, hvis de ikke forinden er blevet transplanteret.
Lungepatienterne lever lidt længere, men mange lungepatienter dør fordi
der ikke er organer nok. Nyrepatienterne er den eneste patientgruppe,
der gennem dialyse kan få en kvalificeret behandling mens de venter på
et nyt organ.
I Danmark er der for få organdonorer til at afhjælpe den stigende
mangel på transplantation af organer. Man regner med at der er mellem
100 – 150 mennesker som bliver erklæret for hjernedøde om året, men
mange pårørende siger nej til organdonation, fordi de ikke har været
bekendt med afdødes stilling, og derfor er i tvivl når de stilles
overfor spørgsmålet. Som der fremgår ovenfor, blev der kun sagt ”ja”
til donation 68 gange sidste år.
Ligeledes påviste Transplantationsgruppen sidste efterår, at der
skønsmæssigt går mellem 20 og 30 organmeldinger tabt på
centralsygehusene, fordi organisatoriske og bevillingsmæssige forhold
bevirker, at muligheden for organdonation ikke er inde i
billedet.
Stig Hedegaard Kristensen , Transplantationsgruppen