Unge har også brug for en chance til

Det er mandag eftermiddag, vejret viser sig absolut ikke fra sin bedste side, og det Krakskort jeg har printet ud på kontoret, er efterhånden blevet lidt slattent af regnen. Alligevel er det dog lykkedes mig at finde frem til Camillas lejlighed. Da jeg ringer på døren, bliver jeg hurtigt budt indenfor. Lejligheden er varm og hyggelige, og det varer ikke længe, inden jeg bliver skænket en kop te, så jeg kan få varmen.

Camilla er 29 år og blev lungetransplanteret for godt et halvt år siden. Hun er for øjeblikket en del af den nye ”livet som gave”-kampagne. Denne kampagne henvender sig til unge, for også at få dem til at tage stilling til organdonation. Jeg er taget ud til Camilla i dag for at høre, hvordan det er som ung lige pludseligt at få at vide, at ens liv afhænger af, om man kan få nye lunger eller ej. Selv om jeg prøver, kan jeg ikke sætte mig ind i situationen. Jeg er selv midt i tyverne og tanken om, at livet ikke bare skulle fortsætte som det altid har gjort, er fuldstændig uforståelig.

Camilla fortæller mig sin historie. Indtil for to år siden var hun en helt almindelig pige midt i tyverne. Hun var aktiv og fik plads til både studie, arbejde og sport i sin hverdag. Men langsomt ændrede denne hverdag sig. Camilla begyndte at blive forpustet af aktiviteter, hun let havde klaret før. I første omgang slog hun det hen med dårlig form. Men efter at hun i en længere periode blev mere og mere forpustet selv af den mindste aktivitet, kunne hun godt fornemme, at der var noget galt. Da hun endelig tog sig sammen til at gå til lægen, blev det omvæltningen på hendes hidtidige liv. Hun blev nemlig, efter forskellige undersøgelser, diagnosticeret med den sjældne sygdom Primær Pulmonal Hypertension. Sygdommen medfører, at karrene i lungerne bliver forsnævrede, så blodet har svært ved at løbe fra hjertet til lungerne for at blive iltet.

I første omgang kom Camilla i medicinsk behandling, men medicinen virkede ikke ordentlig på hende, men havde til gengæld en masse bivirkninger. Camilla beskriver det som en mellemting af at have kronisk influenza og konstante tømmermænd – det gjorde ondt over det hele. Som tiden gik, fik Camilla det dårligere og dårligere, til sidst var selv det at gå i bad et dagsprojekt. Kort efter nytår 2002 blev det så slemt, at det var tid til at komme på venteliste til et sæt nye lunger. Camilla fortæller, at selv om hun hele tiden godt havde vist, hvor sygdommen bar hen, var det først på det tidspunkt, det for alvor gik op for hende, hvor syg hun var. Ventetiden indtil transplantationen var hård
- usikkerheden om hvordan det ville blive bagefter var frustrerende, samtidig med at det var svært at gå og forberede sig på noget, man ikke ved om kommer.
Men heldigvis kom Camilla ikke til at vente længe. Allerede en måned efter, at hun var kommet på venteliste, var der bud efter hende fra Rigshospitalet
– Jeg kan huske, at klokken var lidt over fem om eftermiddagen. Min far og bror var her, jeg var i gang med at lave flæskesteg, vi skulle hygge os. Tyve minutter efter blev hun hentet og kørt til Rigshospitalet, hvor alt var gjort klar til operationen.

Når man sidder over for Camilla, fornemmer man hurtigt, at hun er en pige med masser af energi og livsglæde. Derfor overrasker det heller ikke, når hun fortæller, at hun allerede et døgn efter operationen blev koblet af respiratoren, hvilket er usædvanligt efter en sådan operation. I det hele taget er Camilla kommet sig utroligt hurtigt. I dag er hun i fuld gang med sit vanlige liv, har optaget studiet igen og tør drømme om et liv med job og mand og børn i fremtiden. Hun vil ikke leve livet på sygdommens præmisser
– Lungerne skal bruges, det skylder jeg dem, der har givet dem.

Det har været en utrolig hyggelig eftermiddag hos Camilla. Det er ufatteligt at tænke på, at hun for lidt over et halvt år siden er blevet transplanteret. I dag sidder hun smilende over for mig som enhver ung pige, uden noget som helst spor af en alvorlig sygdom. At tænke på, at hun rent faktisk har været igennem alt det, hun har fortalt, gør et stort indtryk på mig. Det er skræmmende at vide, at man rent faktisk kan blive så syg som hun har været i så ung en alder. Men hendes historie er dejlig livsbekræftende, og får mig endnu engang til at tænke på, at enhver transplantation er lig med, at nogen får en ekstra chance for at leve livet.

Helene Nilsson, Transplantationsgruppen.