Tredobling i tilmeldingerne til donorregistret
I år 2000 er tilmeldingerne til donorregistret mere end tredoblet i
forhold til 1999. Der var 7301 personer som lod sig registrere i
donorregistret i 1999. Modsvarende er der tilkommet donorregistret
23.290 personer i år 2000, så det samlede antal personer i
donorregistret er oppe på 232.690. Det er en flot stigning og
understreger endnu engang, at den landsdækkende kampagne er en succes.
Det har med andre ord givet pote, at opsøge danskerne inden for
hjemmets fire vægge.
De 23.290 tilmeldinger som kom til donorregistret i år 2000, er dog
ikke alle givet med fuld tilladelse til organdonation. Ud af de 23.290
er 2195 tilmeldt med forbud mod organdonation. 2961 er opført med
begrænset tilladelse. Donorregistrets status for år 2000 ser således
ud:
Fuld tilladelse: 194.839
Begrænset tilladelse: 17.452
Forbud: 20.399
(Kilde: Donorregistret)
Til trods for at kampagnen har forløbet over forventning, er der
stadigvæk et stykke vej til den får en nævneværdig effekt på
organdonation i Danmark. Det vil sige, at chancen for at en person som
bliver erklæret for hjernedød også står registreret i donorregistret er
lille. Men kampagnen er udtryk for en positiv udvikling.
Transplantationsgruppen regner med at ca. 80.000 danskere hver måned
har modtaget en indstikker om organdonation sammen med deres nye
sygesikringskort. Kampagnen gik i luften den 1. marts år 2000, og det
vil sige, at 720.000 personer har været i berøring med
Sundhedsstyrelsens donorkort. Det betyder, at det kun er 3 %, som har
givet deres mening tilkende ved at indsende donorkortet til
donorregistret.
Udover de personer som fysisk har ladet sig registrere i
donorregistret, skal man tage højde for de personer, som alligevel har
taget stilling dog uden at tilkendegive den i donorregistret. Med andre
ord kan effekten af donorkampagnen være langt større end man
umiddelbart kan aflæse. I den forbindelse vil Sundhedsstyrelsen
iværksætte en kvantitativ undersøgelse hos modtagerne af donorkortet
ved kampagnens afslutning. Det er dog Transplantationsgruppens håb og
formodning, at kampagnen bliver gjort til en permanent ordning, så den
positive fremgang ikke stopper den 1. juli år 2001. Det kræver, at
amterne vil betale for en sådan ordning, og således erkende sit ansvar
for en sund og acceptabel organdonation politik, der er til alles
bedste.
Anders Reitov, Transplantationsgruppen