Transplantationsgruppens nye ambassadør; "Tag stilling før det er for sent"
Hjerneforsker Peter Lund Madsen (dr. med.) har i samarbejde med Transplantationsgruppen udformet et opråb til danskerne: Tag stilling til organdonation!
Han er både læge, videnskabsmand og et kendt ansigt i Danmark, og fra i dag er han også ambassadør for Transplantationsgruppen. Peter Lund Madsen vil gerne hjælpe med at fortælle om det svære hjernedødskriterium, der sandsynligvis afholder mange danskere fra at tage stilling til organdonation: ”Jeg synes, det er en vigtig sag, og hvis jeg på nogen måde kan bidrage til at hjælpe, vil jeg gerne gøre det,” siger Peter Lund Madsen.
Peter Lund Madsens første bidrag til samarbejdet med Transplantationsgruppen er et OBS-indslag, der fra mandag d.16. april 2007 kan ses på DR. I den lille film tager Peter Lund Madsen udgangspunkt i en personlig oplevelse fra sin tid som reservelæge på Rigshospitalet, og han opfordrer danskerne til at tage stilling til organdonation. Han accepterer og støtter hjernedødskriteriet, som er en af organdonationssagens største udfordringer. ”Det er en utrolig gevinst for vores arbejde, at Peter Lund Madsen på baggrund af sin ekspertise som læge og hjernespecialist vil hjælpe os med at slå fast, at hjernedød er ”rigtig” død, og at man derfor ikke skal undlade at forholde sig til organdonationsspørgsmålet, fordi man ikke stoler på hjernedødskriteriet,” siger Transplantationsgruppens formand, Ib Gaarde-Nissen.
Positiv indstilling men ingen
registrering
Selv om 80% af den danske befolkning er positivt indstillet
overfor organdonation, har kun 10% registreret deres holdning i det
danske Donorregister. Uden registrering bliver det som bekendt de
pårørende, der skal træffe beslutningen, og lige netop det scenarium
appellerer Peter Lund Madsen til, at undgå: ”Det er en meget
vanskelig situation for de pårørende – og helt unødvendig, hvis man
selv tager stilling, mens man kan.”