Du er her: Forside Nyhedsmappe Transplantationer i første halvår af 2002
Handlinger tilknyttet webside

Transplantationer i første halvår af 2002

Scandiatransplant har oplyst til Transplantationsgruppen, at der i første halvår af 2002 (1. januar - 30. juni) er blevet udført følgende antal transplantationer:

Donormeldinger: 28 (70)

Hjerte: 12 (31)
Lunge: 22 (29)
Lever: 19 (32)
Necro. Nyre: 61 (121)

I alt: 114 (213)

Tallene i parentes er de samlede transplantations tal for 2001.

(Kilde: Scandiatransplant)

Som det kan ses ud fra tallene, er det et udmærket halvårs resultat for transplantationer i Danmark. Der har i foråret været skrevet en del i pressen om, at der var en markant nedgang i donormeldinger. Til trods for denne krise har det ikke medført en voldsom nedgang i transplantationer. Det kan selvfølgelig skyldes, at nogle af de transplanterede organer er kommet fra de andre lande, som er med i Scandiatransplant: Finland, Norge, Sverige og Island. De danske donormeldinger er nemlig helt nede på 28 for det første halvår af 2002. Det er lavt, og der er forholdsvist langt op til det samlede tal for donormeldinger i 2001, der var på 70.

Med til billedet hører, som vi tidligere har skrevet her på hjemmesiden, at tallene ikke kan ganges med to, for at udregne det forventede tal for 2002. Det betyder altså, at der i næste halvår af 2002 sagtens kan komme endnu færre donormeldinger end de 28, der er kommet i første halvår. Til gengæld kan vi håbe på, at donormeldingerne i det næste halvår vil stige markant, så de kommer i nærheden af tallet for 2001. Af gode grunde kan det kun blive ved spekulationerne, fordi transplantationsområdet ikke er styret af rationelle forskrivelser, men i højere grad af det menneskelige følelsesregister. Det er dog uundgåeligt, at det lave tal for donormeldinger i den sidste ende vil få indflydelse på antallet af udførte transplantationer.

Der har i de senere år været snakket en del om, at der er mange mulige organdonorer (ca. 30-40 på årsbasis), som går tabt, fordi de bliver overset af sygehuspersonalet. Senest har projektsygeplejerske Lone Bøgh fra Skejby sygehus gjort opmærksom på situationen. Hun er i fuld gang med en undersøgelse af, hvor mange egnede donorer der ikke bliver anvendt. Undersøgelsen omfatter kun region nord, og forventes at blive offentliggjort i slutningen af 2002.

De oversete organdonorer kan forklares ud fra den betragtning, at det ikke er alt sygehuspersonale, som har den fornødne rutine med organdonation. Det er simpelthen for sjældent, at de i deres daglige arbejde bliver konfronteret med spørgsmålet om organdonation.

Det er derfor glædeligt, at f.eks. Odense Universitetshospital har etableret et akutberedskab for Fyns Amt, der kan rykke ud og give støtte til det mindre rutinerede personale i forbindelse med en eventuel organdonation. Det er et initiativ, som Transplantationsgruppen bifalder, fordi det forhåbentlig vil være med til at optimere indsatsen, så der kan blive foretaget flere transplantationer i Danmark. Det kræver selvfølgelig, at der bliver givet tilsagn fra de pårørende til en organdonation, hvis den afdøde ikke selv på forhånd har taget stilling til organdonation.

Det er under alle omstændigheder interessant at følge initiativet i Fyns Amt, da det formodentlig vil have en positiv indvirkning på antallet af transplantationer. Hvis initiativet har den tilsigtede effekt, håber Transplantationsgruppen, at lignende initiativer kan opstå på de andre transplantationshospitaler.

Anders Reitov, Transplantationsgruppen.