Tilmeldinger til donorregistret
Efter et turbulent efterår, hvor det væltede ind med tilmeldinger
til donorregistret, er niveauet nu faldet tilbage til tiden før den
landsdækkende kampagne ”Livet som Gave”. I de første fire måneder af
2003 er der 12.821 personer, som har tilmeldt sig donorregistret.
Tallene fordeler sig således:
Januar: 3834
Februar: 3095
Marts: 3545
April. 2347
I alt: 12.821
Det betyder, at der på nuværende tidspunkt er registreret ca. 405.086
personer i donorregistret. Sidste år var der på samme tid tidspunkt kun
registreret ca. 272.000. Som det fremgår med al tydelighed, har den
landsdækkende kampagne for alvor banket tilmeldingerne til
donorregistret i vejret. Resultatet af kampagnen viser, at der er
velvilje i befolkningen til at tilkendegive deres holdning til
spørgsmålet om organdonation, når de bliver opfordret hertil.
Til trods for at tallene i de første fire måneder af 2003 er faldet,
ser det stadigvæk fornuftigt ud. Især, hvis man sammenligner med tiden
før 2000, hvor det ikke var usædvanligt, at der på et helt år kun kom
7000 tilmeldinger til donorregistret.
Med 12.821 tilmeldt i de første fire måneder af 2003 er det ikke
umuligt, at tilmeldingerne til donorregistret i 2003 kan komme op på
40.000 personer. Det er godt, når man tager i betragtning, at folks
tilmelding i 2003 er baseret på egen vilje og ikke på opfordring fra en
storstillet kampagne.
Men det er selvfølgelig vigtigt at huske på, at organdonation ikke kun
handler om skriftlige tilmeldinger til donorregistret. Det er som altid
mindst ligeså vigtigt, at man i familien og blandt venner får snakket
om sin holdning til organdonation. Det er som regel snakken før en
eventuel skæbnesvangre ulykke, der giver klarhed i den aktuelle
situation på sygehuset, hvis spørgsmålet om organdonation trænger sig
på.
Anders Reitov, Transplantationsgruppen