Stil nr. 3 af Winnie Hydeskov

Transplantationsgruppen bringer hermed Winnie Hydeskovs stil, som blev nr. 3 i den landsdækkende stilekonkurrence.

Skænderiet om de røde klodser

Problemet er larmen. Klodsers larm når de hældes ud på hårde gulve, især linoleum. Far sover, men døren er lukket. Vi er børn, og vi leger, og jeg har altid syntes bedst om de røde klodser. Endnu har tiden ikke indhentet os, og skønt vi ikke kender til dens eksistens, så ved vi den venter på os. Det er frihed under ansvar, siger de. I virkeligheden er det hverken frihed eller ansvar, bare tilpasning. Men det glemmer vi når vi skændes om de røde klodser og lader dem dog tro, hvad de vil.

Jeg har potentiale i livet! Jeg rødmer da de fortæller mig det og smider klodserne ud. Det smitter, når de siger, at hver ting har sin tid. De ved ikke, at det er dem der rødmer, når mine kinder blusser, og jeg fortæller det ikke til nogen. Mig kan man stole på. Ændringernes hierarki overrasker mig, men jeg lader, som om jeg godt ved, at man kan komme for sent. Da jeg opdager, at verden ikke ender, smiler de og siger at min undren er naturlig. De former mig af varm voks, og jeg glemmer at jeg ikke forstod. Livet er blevet mig givet i fødselsdagsgave, og tiden er blevet mig pålagt som mit ufrivillige ansvar. Det er ikke retfærdigt, men det er rastløs lykke, og desuden skal jeg nå bussen.

Havde jeg vidst at skæbnen var et lotteri, havde jeg købt et lod. Uden et lod kan man jo end ikke håbe på en nitte, og uden et lod skælver deres stemme, når de forsikrer mig om, at mit liv er min ven. De kopierer traditionens ord, og bruger dem som undskyldning for den trøst, de ikke selv kan stave til. De frygter min tvivl, fordi tvivlen uvilkårligt medfører et valg mellem rigtigt og forkert. Men hvis ikke de selv havde nævnt det forkerte med ord, havde alt været rigtigt, og de kunne have sparet dem deres frygt. Desuden er mit liv kun til låns og kun ansvaret for dets varetagen min fødselsdagsgave. De løj. Det burde jeg have opdaget straks. Jeg kan se igennem deres skjold af glas og overalt reflekterer nådesløse spejle den illusion, jeg troede var sand. De mente det så godt, men tvivlen er blevet for dominerende. At indse er ikke det samme som at opgive og at forstå er ikke det samme som at lade som om, men alligevel græder de deres tårer af sten og sædvane, og jeg kan nu kun komme for sent. Titusinder af brændende roser pådrager sig alene skylden for min evigt spildte skønhed, afgrunden er nær, og min Gud er ikke hjemme. Jeg dræbes og fødes kontinuerligt på ny, dræbes af blid smerte og lever nu meget stærkere.

Du når det aldrig. Din iver og dine sidesting er ikke tilstrækkelige, for du kan ikke løbe hurtigt nok. Men du er en del af dem, du hører til og længes når du adskilles fra dem. Med dig er intet spildt, men alt vundet og dit liv bærer du i en lykkeamulet om halsen. Dit sind er ubetvivleligt og desuden ude af stand til selv at tvivle, men denne din befriende egenskab, forhindrer dig i løbe efter bussen. Hvem der bare besad din almindelighed. Glæden du drikker i store slurke er måske imiteret, men dog stadig en lykkelig illusion og i hvert fald en overlegen modstander for den, der aldrig nåede længere end til frygten. Desuden er vel glæden ved spejlbilledet ligeså ren og ligeså ægte, som den glæde man måtte føle for det, der spejler sig. Græsset må ikke betrædes. Du går udenom. Tillid må ikke misbruges. Du er ansvarligheden selv. Din frihed er uendelig, for du når aldrig tremmerne, der begrænser den, og din uvidenhed fritager dig fra at ødelægge idyllen. Dog kan du intet stille op mod regnvejr. Hvis det regner den dag man skal på skovtur, så er man bare uheldig, ikke dårlig til at tage på skovtur. Derfor er der ikke noget at tilgive, kun noget at beklage. Du er oplagt. Faktisk fortjener du mig.

Du slår blikket ned i ydmyghed over at modtage mit potentiale. Det havde du ikke behøvet, men det gør mig nu alligevel tilfreds. Din sejrsjubel over at eje ikke blot ansvarligheden for dit liv, men også selve livet, henviser mig til en rus af opmærksomhed og uselvisk forståelse. Jeg lærer aldrig at forstå hvad jeg endnu ikke har lært, men skønt jeg aldrig nåede bussen, så nåede du ikke at opdage det. Også vi kan bedst lide de røde klodser.