Stil nr. 2 af Poul Baltzer Heide

Transplantationsgruppen bringer hermed Poul Baltzer Heides stil, som blev nr. 2 i den landsdækkende stilekonkurrence.

Organdonation ~ at visne glad?

’Lær mig, o Skov, at visne glad,’
A. Oehlenschläger

Når man skal give en gave, er den halve glæde den man selv får ved at se en anden blive glad. Alle har vel oplevet den kriblende fornemmelse når fødselaren står og fumler med papiret, og man ikke ønsker andet end at vedkommende dog ville blive færdig. Det er sand glæde.
Det samme er fornemmelsen efter at have givet en kompliment, der næsten fik modtageren til at rødme af stolthed. Alle har prøvet det, og alle ved hvor godt det føles når man endelig får gjort det.
Glæden er altså den drivende kraft bag venligheder, både for giver og modtager, så hvorfor ikke yde nogle flere af dem. At ’smile’ i hverdagen og at smile igen.

Imidlertid findes der forskellige størrelser gaver. De små behøver ikke at være dårligere end de store, men nogle af dem er sværere at forære væk end andre.
Hvis det er ens egne ting man vil give bort, så sker det med at gran af vemod, for man har jo haft et tilhørsforhold til dem.
Det er denne type beslutning der ligger bag det, at give noget af det væk der er én selv.
At forære et organ væk, er en yderst følelsesbetonet beslutning. Underligt nok, for det er de færreste der har set deres organer. Men det gamle idrætsslogan kommer her rigtigt til sin ret. ’We don’t have bodies, we are our bodies.’ Vores indre er ikke blot løsrevne elementer, men en del af en homogen masse, der i sin helhed danner NN. Når man bortgiver et organ, selv i døden, så er der altså tale om en del af én selv som man giver til en fremmed. Denne fremmede har imidlertid alvorligt brug for netop denne gave. Og glæden over at få den vil være så uendeligt stor, at den lykke burde give genlyd, også til de efterladte der har samtykket den afdødes ønske om donation.

Efter et dødsfald er alle stærkt tyngede af sorgen, og søger at bevare så mange minder som muligt om den døde. Således også selve kroppen. Det legeme man begraver skal jo være lig med den afdøde, og ved man at der mangler hjerte eller lever, så er det ikke helt den samme som man kendte.
Men det er ikke rigtigt. Det er netop den samme som man kendte! Legemet i kisten repræsenterer den afdødes ønsker og tanker, for det var den afdødes ønske at ende således. At videregive noget af den livskraft det meste af kroppen stadig besidder når man er hjernedød. Hvis man således vælger at respektere den afdødes ønske om donation, så er det altså den rigtige krop man begraver.
Det springende punkt er at opnå erkendelsen af, at det legeme der ligger foran en, blot repræsenterer de fysiske rester af en person man kendte. Den døde er ikke kun legeme, men også tanker. Det vi har i hukommelsen om den afdøde, er alt sammen minder. Tanker og ord, der har sat sig fast i erindringen og som i langt højere grad end det afsjælede legeme, repræsenterer hvad den afdøde stod for. Derfor er det også vigtigere at lytte til den afdødes ytrede ønske end at fastholde tanken om hele legemets bevarelse. Den afdøde har ønsket at give sin livskraft videre.
’We don’t have bodies, we are our bodies’; intet er tabt, der er blot givet en lille del af livet videre i overensstemmelse med det ønske der blev ytret af den eneste rigtigt beslutningsdygtige i dette spørgsmål.

©

Når man spørger rundt omkring hvad folk mener om organdonation, så er de fleste positivt stemte i forhold til selve emnet, men kun få har taget stilling til deres helt personlige indstilling til at lade sig indgå aktivt i denne aktivitet. Eller også har man selv taget stilling, men har ikke talt med sine pårørende fordi det er et svært emne at bringe på banen. Døden er i vid udstrækning stadig et tabu, og man vælger at skyde det hen, for ’den tid, den sorg’. Hvad formuleringen i virkeligheden dækker over, er en dybfølt tvivl om hvorvidt man skal følge sin hjerne eller sit hjerte, både med hensyn til sig selv og sine pårørende.

Metaforer fra den åndelige eller sjælelige verden hentes fra kroppen og fysiologien.
En pige jeg kender fortalte, at både hende og hendes søster havde tænkt sig at melde sig som donorer, men hun vil ikke have sit hjerte fjernet. Den slags kan man ikke stille spørgsmål til. Hvis et bestemt organ har en stor betydning for en af den ene eller den anden grund, så er denne beslutning jo indiskutabel. Der er ingen andre end en selv der ved hvad man inderst inde føler – eller ikke føler. Man kan ikke tvinge nogen til at tage stilling, for tvivlen og diskussionen er næsten lige så vigtig som donationerne den næste lange periode. Folk har vidt forskellige indstillinger til at skulle donere forskellige organer.
Specielt hjertet er som ovennævnt noget man har svært ved at forholde sig til som objekt, og af flere grunde. Fysisk set er det jo hjertet der holder hjulene i gang i kroppen og samtidig er hjertet symbol på et hav af følelser og meninger. Hjertet symboliserer oftest ting forbundet med kærlighed, og denne billedverden har været brugt af både kunst og reklame altid og styrer mange mennesker.
Et andet følelsesladet emne er huden. Der er i virkeligheden ikke ret mange der ved at man kan donere hud, og et par af dem jeg spurgte begyndte ligefrem at grine.
At donere hud er ret svært at tage stilling til, for hvis man fjerner fx 9% af huden fra overkroppen, så kan det tydeligt ses på liget, og netop dette, at det kan ses på kroppen er manges store skræk. Det er nemmer at acceptere at hjerte og nyrer mangler i den døde krop, for det kan ikke ses. Denne fortrængning kan ikke lade sig gøre hvis det kan ses (eller man ved, at det kan ses), så derfor er der en del der stejler overfor dette. Desuden er det også det der er sværest at forestille sig hvad skal bruges til på en medicinsk måde. De indre organer kan relativt nemt placeres i denne sammenhæng, men lidt sværere er det med huden. Derfor bør man oplyse noget mere om samtlige organers funktion i en transplantatorisk sammenhæng.

Ligesom Jason Watt, er der en del der er villige til at afgive alle deres organer i tilfælde af hjernedød. Denne positive indstilling kan selvfølgelig skyldes flere ting, men en af de mest udbredte er nok bl.a. den personlige erfaring. Hvis man har oplevet én der har fået et nyt organ og har set det livsmod det har ført med sig, så vil man formentlig være mere positivt stemt overfor spørgsmålet.
At donere et organ er jo netop at overføre livskraft og deraf følgende livsmod.

En anden gruppe er dem, der hverken vil afgive eller modtage. Dette er grundet i flere ting.
Der kan være tale om religiøse overvejelser eller også simpelthen bare følelsen af at ’jeg er mig’, og derfor vil det ikke være det samme at trække vejret igennem en andens lunger eller at føle blodet gennem et andet hjerte, lige så lidt som det vil være en forkert følelse at vide at ens krop vil blive begravet uden at være hel. Denne fatalistiske tankegang er til dels den samme der gør sig gældende når ældre eller syge siger, at de ikke ønsker at dø med kroppen fuld af slanger og apparater. Det er et ønske om at være i så god overensstemmelse med ens oprindelige skikkelse som muligt.
Ud fra et basis-evolutionelt synspunkt er det denne opfattelse der ligger tættes på en uprovokeret udvikling. Men er mennesket ikke en del af kredsløbet og udviklingen? Dette spørgsmål der har været rejst utallige gange af såvel biologer som filosofer må bringes ind i diskussionen. Det er det mest moralprægede indlæg der kan lægges i diskussionen og henfører med det samme til en etisk diskussion om hvorvidt den medicinetiske grundholdning skal være nytteetisk eller pligtetisk, om hvem der i det hele taget er målet for helbredelsen. Hvis det er et spørgsmål om at opnå den højeste mængde lykke, så kan der kun være tale om at indføre tvungen donation medmindre andet understreges. Men er det måden? Det er snarere en voldtægt af menneskers følelser. Et overgreb der aldrig vil kunne forsvares. Grundlæggende skepsis og eftertænksomhed er det eneste der kan bruges i denne debat. Målet skal være jagten på tilfredshed.

©

Der er altså fire typer meninger når man spørger folk om de vil være organdonorer:

- Ønske om at donere alle organer.
- Ønske om kun at donere visse organer, fordi man har et særligt forhold til visse organer.
- Ønske om at forblive hel, også efter dødens indtræden.
- Tvivl. Enten pga. egen overbevisning eller pga. pårørende.

Alle fire kategorier er fyldt med stærke bevæggrunde. Fra den fuldstændige accept som fx Jason Watt, over den delvise tilladelse til den totale afvisning. Og ovenover alt dette ligger tvivlerne.
I den kommende tid er det vigtigste i diskussionen om donation, at få folk til at indse vigtigheden af at tage stilling eller i hvert fald at begynde at overveje deres mening og snakke om den med andre. Uafklaretheden fører ikke til det mål der må være altoverskyggende. At sørge for, at alle inden de dør har overvejet og fortalt deres pårørende om deres mening. Det skylder man sine pårørende. Den værste udtalelse er den der lyder: ’Det ved jeg ikke. Det må de andre bestemme når jeg er væk.’ Det er ikke rimeligt at efterlade nogen med sådan et spørgsmål oven i tabet af den afdøde. Hvis man ved at dette er undgået kan man leve vel vidende at ens ønske vil blive overholdt, uanset om man har valgt at give sit liv videre eller blot vil begraves på normal vis. Det er en gave man forærer til en eller anden, enten ved sin bevidste modstand eller tilslutning. Man kan dø med fred og glæde -

’..I Evighedens Sommer.’
A.Oehlenschläger


Poul Baltzer Heide
Svendborg d.24/3. - 2001