Stil nr. 1af Rasmus Herlo

Transplantationsgruppen bringer hermed Rasmus Herlos stil, som vandt Transplantationsgruppens stilekonkurrence.

Vil du være organdonor?
Her sidder jeg fordybet i tungsindige tanker. Jeg har lige været vidne til to dødsfald, det ene fylder mit hjerte med sorg, det andet gnaver i min samvittighed. Min onkel har efter lang tids sygdom forladt verden, og det er hans død jeg sørger over. Nu ville skæbnen, at han ikke havde taget stilling til hvorvidt han ville være organdonor, og jeg derfor, som nærmeste pårørende, stod med valget: Ville min onkel donere sit hjerte, som til det sidste var velfungerende? Fanget i melankolsk frustration brød jeg med alle mine tidligere principper og valgte en rolig afsked med min onkel, fremfor at hans ellers så rolige død skulle forstyrres af maniske personer i hvide kitler. Men samtidig valgte jeg også, at Hr.Hansen, som lå ved operationsbordet på nabogangen, mistede den sidste mulighed for redning, døde, og efterlod hans grædende kone og børn i ventelokalet. Men burde jeg have samvittighedskvaler af den grund? Jeg kendte Hr.Hansen ligeså lidt, som jeg kommer til at kende hans kone og børn. Som mennesker har vi vel også vores frihed til at gøre som vi lyster med vor krop, og kan vel ikke stilles til ansvar overfor personer uden for vores liv. Dette er en del af de erfaringer, som jeg har gjort mig i livet, men jeg frygter alligevel, at jeg har overset noget, og at min livsopfattelse kunne trænge til en grundig revidering. Denne frygt fremprovokerer anledningen til et større tankeeksperimentet.

Den verden, som lever omkring mig, har gennem en stor samling af erklæringer ladet én overbevisning manifestere sig i min bevidsthed. Vi bliver født som frie individer, der har krav på tænke-, tale- og trosfrihed ligesåvel som frihed til at bestemme over vor egen krop. Ifølge idealet er denne frihed ukrænkelig. Desværre betyder dette ikke for os, at vi, når livets vej byder os at træffe nogle essentielle valg, ikke frygter at træffe det forkerte. Havde friheden været det altoverskyggende aspekt i vor livsopfattelse, burde det ene valg vel kunne være ligeså godt som det andet, da ingen fastlagt mening eller livsvej på forhånd skulle være givet, og vi burde dermed ikke kunne udføre en decideret forkert handling. Men netop denne frihed medfører også, at der inde i os alle opstår en følelse af ansvar. Ansvaret for os selv, ansvaret for vore nærmeste og til tider ansvaret for verdens videre udvikling. Mine samvittighedskvaler udspringer i dette øjeblik af min anvarsfølelse, omend ikke for Hr.Hansen, så for hans efterladte kone og børn. Jeg ville ønske, at jeg nu ikke skulle nære en så gennemgribende frygt for at have truffet det forkerte valg, og at jeg i stedet kunne have siddet afklaret med de handlinger, jeg i al min frihed har gjort. Denne afklarethed kunne jeg måske have haft, hvis mine valg havde været styret af en, for mig, grundlæggende etik.

Etik: læren om det enkelte menneskes rette optræden overfor et andet.

Hvis vi skal foretage et etisk valg, må vi altså tage udgangspunkt i, at der er handlinger som er rigtige, og der er ligeledes handlinger der er forkerte. Dette sætter rammer om vor frihed, og skaber mine tanker om en overordnet mening med livet. Hvad denne overordnede mening skulle bestå i, føler jeg mig langt fra kvalificeret til at give et bud på, dog er en vigtig forudsætning for en mening med livet, at der eksisterer liv. En del af meningen med livet må derfor nødvendigvis være opretholdelsen af samme. Hvorvidt det ansvar, der deraf kommer, gælder for hele menneskeheden som næstekærlighedsbudet udtrykker, eller om jeg kun bør forlade mig på jungleloven, og stå til ansvar for mit og mine nærmeste bedste vel, er tanker som personer før mig har gennemtænkt længere end mit eget tankeeksperiment rækker, og jeg må derfor ty til dem.

Immanuel Kant mente, at den virkelig moralske handling, og dermed også det rigtige etiske valg, måtte udspringe af menneskets rene gode vilje. Denne gode vilje er ikke viljen til at gøre sig selv godt, og heller ikke sine nærmeste, da begge disse handlinger kommer af egoistiske tendenser. Derimod er den virkelig moralske handling styret af pligtfølelsen, dvs. at værdien udelukkende afhænger af det princip der ligger til grund for handlingen. I mit tilfælde ville det rette etiske valg på denne baggrund være, at lade handlingen udspringe af den pligt eller det ansvar, som jeg tilsyneladende ubegrundet følte for Hr.Hansen, og give ham min onkels hjerte. Denne pligtetik skulle ifølge Kant være grundlaget for en morallov vi alle har i os, og derfor burde den også kunne komme intuitivt til vor bevidsthed. Som f.eks racerkøreren Jason Watt sagde om organtrans-plantation efter sin ulykke: ”Jeg synes, at det er noget af det smukkeste og flotteste at kunne være med til at redde et andet menneskes liv”. Kant vidste dog ligesåvel som os andre, at denne grundholdning ikke er umiddelbart til stede i os alle, og Kant så derfor også meget pessimistisk på menneskets gode vilje, fordi han mente, at vi af naturen er tilbøjelige til at pleje vore egne interesser. Denne opfattelse dannede 200 år tidligere grundlaget for Thomas Hobbes´ etiske egoisme.

Hobbes mente, i modsætning til Kant, at det var nytteløst at fornægte et så gennemgribende træk ved den menneskelige natur, og derfor kunne man sagtens lade sit etiske valg styre af det der var godt og gavnligt for en selv. En sådan overbevisning ville fritage mig for det ansvar jeg ellers følte overfor Hr.Hansen, og roligt lade mig dvæle ved tanken om, at den rolige afsked var det rigtige valg. Mine samvittighedskvaler havde derfor ikke eksisteret, og jeg ville samtidig ved næsten enhver handling have en uendelig frihed og dermed kun sjældent frygt for fejltrin. Enhver som tager denne form for etik til sig, burde derfor ikke have problemer med at svare nej til spørgsmålet om at donere organer. De fleste personer, deriblandt jeg selv, lever dog med en konstant følelse af ansvar i sig, men alligevel er der mange der ikke er villige til at donere deres organer. Dette skyldes i de fleste tilfælde, at ansvaret de føler, udspringer af en helt anden livsopfattelse.

Forskellige livsopfattelser fører til forskellige følelser af ansvar. Dette ansvar kan så enten være rettet mod ens næste, hvem det så end måtte være, eller mod sig selv. Men det kan også ifølge en helt anden opfattelse, som, for en videnskabens ateist som jeg, må synes uforståelig, være et ansvar overfor Gud. Folk, som lever med en religiøs livsopfattelse, vælger at leve under mere eller mindre rigoristiske regler, som gør, at deres frihed bliver sat indenfor bestemte rammer. Blandt disse folk finder vi den kristne gruppe af mennesker. Problemet når man taler om kristendom, er at den som gammel religion, er blevet omfortolket utallige gange, og derfor kan folk der kalder sig selv kristne, til tider give vidt forskellige svar på samme etiske spørgsmål. Disse folk kan enten have næstekærligheden som mål, og dermed generelt være villige til at donere sine organer, eller de kan fortælle, at biblen kalder det menneskelige legeme for helligt, og derfor, som f.eks. Jehovas Vidner, leve under regler, der forbyder dem, både at donere organer til andre, men samtidig også at modtage. Når sådanne folk kommer ud for en ulykke, der gør, at de har brug nye organer for at overleve, sætter det lægerne i en meget svær situation. Lægerne har, som led i deres uddannelse, aflagt et lægeløfte, der pålægger dem at anvende deres kundskaber til deres medmenneskers gavn, hvilket dermed også betyder, at de ikke må lade et menneske dø. Paradokset lægger derfor i, at lægerne samtidig, ligesom resten af befolkningen, lever med en grundlov, der forbyder krænkelse af religionsfriheden. I disse tilfælde må de, efter min mening, acceptere og respektere den tilskadekomnes valg, og desværre i disse tilfælde lade personen dø. Sådan er det os alle pålagt at respektere, ikke bare hverandres religion, men også deres livsopfattelse. For som Marina Cecilie Roné ganske rigtigt skriver, så ”er det, og skal det være en privat sag, hvordan man kommer overensmed tilværelsens eksistentielle grundvilkår”.

Der er dog mere alternative livsopfattelser der hurtigt kan sætte min egen tålmodighed og accept på prøve. En af mine ellers ikke-religiøse kammerater lever bla. med en frygt for, at der efter døden findes et videre liv, hvor han, som han forklarer, nødigt ville gå rundt og undvære sin hud eller andre organer. Jeg har prøvet at holde en ironisk distance til det, og spurgt ham, hvorvidt han så regner med at vandre rundt i det næste liv som en makrelsalatlignende genstand i tilfælde af et biluheld, men jeg må tage til takke med en skuldertrækkende besked om, at hans opfattelse nu alligevel ligger så dybt i ham, at han ikke kan overbevises med ellers logiske argumenter. Derfor bliver jeg nødt til, af ren respekt for vores religionsfrihed, som også nødvendigvis indbefatter frihed til alt.livsopfattelser, at acceptere det faktum, at han gerne vil modtage organer, men ikke selv ønsker at donere.

Midt i virvaret dukker en foruroligende tanke op, at hvis denne holdning kendetegnede den danske befolkning, ville der aldrig blive donorer nok til at dække efterspørgslen. Heldigvis viser de hidtidige statistikker noget andet. De viser nemlig nemlig, at der blandt de personer, der indtil nu har tilkendegivet deres holdning ang. organdonation, kun er 8,7% der har nedlagt forbud mod indgrebet. Og hvis denne tendens holder gennem hele befolkningen, skulle der være rig mulighed for at få dækket efterspørgslen, hvis det da kan lade sig gøre, enten gennem kampagner eller andet, at få vækket befolkningen fra deres dovenskab eller apati, og få dem til at tage stilling og indsende et donorkort.

For mit eget vedkommende, har jeg hverken en religion eller en livsopfattelse, der står i vejen for at jeg selv skulle donere. Jeg kalder mig selv for en videnskabelig ateist, og søger derfor mine svar hos videnskaben og i filosofien. Mine svar har jeg bla. fundet i Immanuel Kant, og derfor føler jeg, at jeg må følge min pligt, leve op til mit ansvar som medmenneske og skrive mig på listen som organdonor. Jeg kan ikke pålægge andre at handle ligeså, men jeg mener, at enhver der bliver stillet overfor spørgsmålet om organdonation, bør tænke det grundigt igennem, og derefter handle efter sin bedste overbevisning. Jeg frygter nu ikke længere, men føler mig desværre efter lang tids tankespind overbevist om, at jeg handlede forkert, da jeg nægtede Hr.Hansen min onkels hjerte. Men jeg har nu noget til den konklusion jeg søgte, og tillader mig derfor at stoppe mit større tankeeksperiment.

Tilbage på hospitalet ligger min onkel foran mig. Han er nu stendød, og hjertet i hans krop er ubrugeligt. Min onkel døde i dag, i en tid hvor døden for mange stadig er tabu, og det at tage stilling til organdonation ikke er normal kutyme. Jeg håber, at det i fremtiden vil ændre sig, så en anden pårørende ikke skal stå i en situation som jeg. Jeg stod uforberedt, og jeg handlede derefter. Nu har jeg en anden mands liv på samvittigheden, og kan kun bede om tilgivelse.

Tilgivelse hos de efterladte, for at deres pårørende døde pga. min tøven. Tilgivelse hos min skaber, om så det er min Gud, vor Moder Jord eller bare en fysisk udvikling, fordi jeg ikke formåede at handle, som jeg burde. Jeg ligger nu grædende på mine knæ med en hel del nyfunden samvittighedsnag, men samtidig med en nyvunden vished. Visheden om hvordan jeg bør reagere på spørgsmålet: ”Vil du være organdonor?”. Min samvittighed byder mig at takke ja.


Rasmus Herlo, april 2001