Med døden som ledsager

Efter en cykeltur fra Vanløse til Emdrup står jeg ude foran Marias hus med en buket blomster i stærke farver. Det er et stort, gult bindingsværks hus, der ikke umiddelbart harmonerer med de andre huse på vejen. Jeg går op af haveindgangen og ringer forventningsfuldt på dørklokken, hvorefter der lyder et ding - dong, som langsomt fortager sig i mine øregange. Jeg står under et lille halvtag og venter spændt, men der sker ikke noget. Det eneste som bevæger sig, er en ventilator på venstre side af huset. En af den slags, der får mig til at tro, at jeg har overrasket værtinden i sit aften bad. Jeg ringer på én gang til. Lidt efter kan jeg høre resolutte trin, der nærmer sig hoveddøren. Jeg rømmer mig og forbereder mit smil. Døren går hurtigt op.

- Hej.
- Hej.
- Skal du ovenpå eller...
- Nej, jeg er Anders. Jeg har en aftale med Maria klokken 20.00. Siger jeg og smiler, samtidig med at jeg rækker hende buketten. Alt imens jeg frygter, at hun har glemt vores aftale.
- Jamen så er det her! Kom inden for. Siger Maria og smiler imødekommende, mens hun træder et skridt til siden, så døren går helt op.

Jeg bliver ført ind i Marias bolig. I den lille entre tager jeg fodtøj og overtøj af, mens Maria fortæller mig, at hun lejer første etage ud. Vi går ind i stuen og videre ud i køkkenet, hvor der dufter af varme hveder. I køkkenet spørger Maria mere indgående til mit arbejde, og jeg fortæller stille og roligt, hvad jeg laver, mens hun arrangerer de farverige blomster i en glasvase. Bagefter tager hun hvederne ud af ovnen og slukker for ventilatoren. Maria anretter en bakke med hvederne, te og hvide krus. Derefter bærer hun bakken ind i stuen, hvor smørret, honningen og marmeladen allerede står parat på sofabordet. Vi sætter os ned, og uden at tiltrække alt for meget opmærksomhed tænder jeg for diktafonen, mens vi små sludrer.

Maria skænker te. Bagefter smører vi hver vores hveder, og samtalen begynder at tage form. Maria kigger ud på sin have med en eftertænksom mine, da jeg spørger hende om, hvordan folk reagerer, når de kommer tæt på døden.
“Det er meget forskelligt. Jeg tror det er smadder svært. Og det er en lang proces at nå til en accept - og det er ikke alle som når til en accept af det. Og jeg tror simpelthen, at hvis man har et spirituelt indre liv, og man har en fornemmelse af, at man ved, at der er noget andet, eller at man har en forbindelse til det evige i sig selv, så tror jeg simpelthen, at det er noget helt andet, end hvis man ikke har.”

I sit arbejde som psykolog og leder af “Center for bevidst liv og død” er Maria terapeut for folk, der ligger for døden. Det er hendes opgave at forlige folk med døden. Derfor kommer hun tæt på det menneske, der står for at dø og dennes pårørende. Det er dog ikke nogen let situation:
“Der er da nogen, som slet ikke snakker om det med patienten, fordi de siger: “Nu skal du skynde dig at blive rask.” De vil slet ikke se det i øjnene. Så er der også nogen, hvor børnene gerne vil snakke om det, men den døende vil ikke snakke om det, så de får aldrig snakket om det. Og det er svært for børnene bagefter, at de aldrig snakkede om det. Det havde været en mulighed at komme tæt på hinanden, og hvis man ikke snakker om det og lader som ingenting, så er man jo fjern i den situation, hvor den døende og dem alle egentlig har brug for, at man kan holde hinanden i hånden og mærke. Så hvis man ikke snakker om det, så bliver der en afstand. Det er frygtelig tragisk.”

Det står lysende klart for mig, at der kræves nærhed og tæthed for at snakke om døden. Marias stemmeleje understreger betydningen af, at vi bliver nødt til at acceptere døden og snakke om den. Ligegyldigt om vi vil det eller ej. Selve døden betragter hun som en rejse. Hun vil gerne forberede mennesket på den. Derfor gør hun meget ud af at beskrive, hvad der sker, når man dør. En viden hun har høstet af de mange nærdødes oplevelser hos folk, der har været konstateret klinisk døde, har beskrevet. Det giver folk tryghed at vide, hvad der sker og høre om lyset bag mørket. På samme måde som at man gerne vil vide noget om det land, hvor man f.eks. skal rejse hen på ferie.

Hun får mange henvendelser fra Kræftens Bekæmpelse, der bruger hende til at snakke med døende kræft patienter. Hun har været i mange svære situationer, fordi døden er et tabu i vores del af verden:
“I vores moderne samfund er døden ikke eksisterende. Folk er så rædselsslagne for det. Jeg så forleden den der film i fjernsynet “Livets ulidelige lethed”. Første gang jeg så den for mange år siden forstod jeg den ikke på samme måde som jeg nu gjorde her. Historien handler om, at der er nogen som dør mens de er unge og så er de bare væk og deraf titlen “Livets ulidelige lethed” - fordi vi er her og det ser ud som om, at det varer evigt og så pludselig kan vi være væk og den der bevidsthed er enormt vigtig at have. Bevidstheden om at det er her og nu, og det kan være væk i morgen.”

Næsten i samme åndedrag forsætter Maria om døden som en ledsager. En nødvendig ledsager, der kan lære os at leve livet meningsfuldt. Hun bruger følgende citat til at beskrive betydningen af døden som ledsager:
“- Hvis man kan lære at leve med døden, som en venlig ledsager gennem livet, der minder os om at vi engang skal dø, så kan vi lære at leve i nuet i stedet for at passere igennem det.”

Vi er begge to enige om, at det er et smukt citat, der giver mening. Det handler om at leve og om at opleve. Det handler om at åbne for sansernes porte og lade verden komme ind, selvom det gør ondt at acceptere døden som en naturlig udgang på livet. Men Maria er overbevidst om, at bevidstheden om døden giver et andet liv. Det kan dog opleves som paradoksalt, hvilket Maria understreger med et japansk paradoks:
“Hvis du vil lære at leve/ så lær at dø./ Hvis du vil lære at dø/ så lær at leve.”

Der opstår en pause, mens vi begge to nyder livet og giver plads til lidt stilhed i den ellers så magelige og inspirerende stemning. Roen har for alvor sænket sig over stuen. Jeg har aldrig før prøvet at spise hveder og snakke om døden på en og samme tid. Det er forunderligt stort at sidde over for et fremmed menneske og føle livets kraft suse i kroppen. Marias kurvestol knirker, da hun læner sig forover og bryder tavsheden ved at komplimentere de smukke blomster, som hun indånder fra afstand. Jeg selv følger op med at spørge, hvordan i alverden man kan få danskerne til at acceptere døden som en venlig ven og ledsager:
“Der er sket meget de sidste år. Folk snakker mere om det, men alligevel ikke nok - noget skyldes jo nok også, at vi ikke ser det, som vi gjorde før. Det er meget få mennesker, der har set en døende eller en død. Men mange steder hvor jeg har været ude, har der været et ungt barn på altså et par og tyve år, som har været ved sine forældre - og det har bare været dyb forundring, hvordan de har tacklet det simpelthen. Altså bare sidde der og har været der. Det har været sindssygt hårdt for dem. De har bare lige fået det i synet. Men mange er sindssygt bange for at snakke om det og i det hele taget...jeg kan ikke forstå det, men sådan er det bare.”

Maria har ikke noget endeligt svar. Hendes tanker ender et sted ude i haven, hvilket blot er med til at understreger danskernes ambivalente forhold til døden. Men i Nepal, hvor Maria har været adskillige gange for at dyrke sin Buddhistiske tro, der ser man f.eks. de døde blive brændt ved floden, hvor alle står og ser på. Døden er nærværende, man ser den, man oplever det på daglig basis, modsat i Danmark, hvor alt er så sikkert og trygt. Selvom det er hårdt at være tæt på døende mennesker, er det alligevel givende for Maria:
“Jeg tror måske, at det, jeg tænker, jeg kan bruge mest, er, at når man er på vej væk herfra så slipper man så mange ting. Der er så mange ting, man slipper - man tænker ikke over dét, man bekymrer sig ikke om dét. Og jeg tror simpelthen, at alt, hvad man oplever, bliver så stærkt, fordi man...der var en, der sagde til mig: “Jeg troede egentlig, når man skulle dø, at man blev optaget af de meget store spørgsmål, men i virkeligheden er det de små, små ting - lyset på himlen - hold da op det går lige ind - nåh, der sidder en fugl på en gren og synger - altså man åbner sig for de mindste ting, som så fylder meget, som små børn også går og oplever. Og døende mennesker - deres blik - det er svært at forklare - de har et meget, meget stærkt blik - de kigger lige igennem dig. Jo nærmere man kommer døden, jo mere fri bliver ens bevidsthed, man slipper tilknytningen til tingene. Hele personlighedsstrukturen falder fra hinanden. Du bliver meget mere åben, så du sanser meget mere end normale mennesker gør. Man går fra nogle ydre lag af personligheden og så mere og mere til det jeg vil kalde kernen eller det guddommelige i os eller det evige. Sådan ser jeg dødsprocessen.”

Til sidst når vi også omkring organtransplantation. Maria er selv organdonor. Hun blev organdonor i et ønske om at kunne hjælpe nogen. Så der er ingen tvivl om at folk, der tror på et liv efter døden, sagtens kan være organdonorer. Maria beskriver sit personlige syn på organtransplantation på denne måde:
“Hvis man skal sige noget om det der organtransplantation, så kan man sige - der er noget godt i at man kan hjælpe hinanden. Hvis jeg dør, så kan nogen få glæde af min lever, nyre eller hjerte, men ja, der er også noget fuldstændig skingrende vanvittigt i det. Nåh, men så skal der bare sys en ny reservedel i for så kan vi bare leve videre, hvis man tænker lidt videre så er det bare...piiift” Siger Maria voldsomt, og laver idiot tegnet med spidsen af pegefingeren på sin tinding, mens hun ruller lidt med øjnene.

Maria mener, at organdonation aldrig bliver den store mode. Til det er døden som tema en for svær barriere. Som et eksempel nævner hun, at “Center for bevidst liv og død” en gang har skrevet en artikel til foreningen Ældresagen og deres blad, hvori de tilbyder deres hjælp til de ældre samfundsborgere. Men det er bestemt ikke noget for Ældresagen - “for nåh nej - ældre de dør jo ikke” - det har Maria og de andre grinet meget af.

Den sidste side på båndet løber ud, og vi forsætter lidt med at snakke videre om “Center for bevidst liv og døds” arbejde. Kl. 21.06 runder vi samtalen af. Jeg rejser mig fra sofaen, og Maria rejser sig fra kurvestolen. På vej ud fortæller hun, at hun er ved at skille den buddhistiske tronstol af, hvori en af Østens vismænd har siddet, da han besøgte i Danmark. Nu vil Maria bruge de bedste dele af træet som brændsel til sin brændeovn. For øvrigt har hun solgt sit hus til sin søn og svigerdatter for at få noget mindre. Det næste skridt på hendes vej er en bog om hendes arbejde. Det lyder interessant. Jeg siger pænt farvel, og er lige ved at give hende et knus, men når at tænke, at det måske er lidt overdrevet.

På vej hjem i den storkøbenhavnske aften kører jeg bevidst gennem Bispebjerg kirkegård, og i min videre færden passerer jeg mindst 5 kirker og et skilt, der fortæller om et islamisk kulturcenter. Luften er forårsklar og bilerne står for den underliggende baggrundsstøj. Jeg tænker på min datter og min kvinde og alle de mennesker, som jeg har berørt i mit korte liv. Og jeg tænker på de milliarder af andre mennesker, som jeg aldrig vil komme til at berøre, selvom vi lever i det samme nu.

Anders Reitov, Transplantationsgruppen