Har du en også en skrækhistorie om organdonation?

Samtaler, quizzer og blandt andet et speciales undersøgelse af danskernes holdning og kendskab til organdonation afslører, at myter og skrækscenarier om organdonation trives i bedste velgående blandt danskerne. Så herunder vil vi præsentere og afkræfte et par af de sejlivede myter, som kan komplicere snakken om organdonation. Har du også en skrækhistorie, en fordom eller en forestilling om organdonation? Så vil vi meget gerne høre den. Måske kan vi endda afkræfte den.

HVAD NU HVIS JEG EN DAG KAN VÅGNE?
Man kan aldrig vågne af hjernedød!

Man kan ligge i koma i flere år, og pludselig vågne. Koma og hjernedød er ikke det samme. Koma er en tilstand af bevidstløshed, hvor kroppens basale funktioner stadig virker, og man kan derfor ligge i koma i lang tid for derefter at vågne op.

Ved hjernedød er den mest fundamentale del af hjernen - nemlig hjernestammen - for evigt sat ud af funktion. Det er fra hjernestammen, at kroppens livsvigtige funktioner bliver styret. Derfor kan man kun holdes i live ved hjælp af en respirator, når man er hjernedød. Og selv med respiratorens hjælp, vil hjertet holde op med at slå af sig selv efter få dage. Ved hjertedød begynder organerne straks at gå til grunde, fordi blodcirkulationen ophører. Derfor kan man ikke ligge og være hjernedød i respirator i flere år.

HVORDAN VED MAN SÅ, AT JEG ER HJERNEDØD OG IKKE BARE BEVIDSTLØS?
Der er strenge regler, som skal være opfyldt før en person kan erklæres hjernedød. Der må ikke være tvivl om, at al hjernevirksomhed er ophørt.

Der skal altid gå minimum seks timer efter, en patient er blevet bevidstløs, før man overhovedet begynder at overveje, om der kan være tale om hjernedød. En patient, som af ukendte årsager er bevidstløs, kan aldrig blive erklæret hjernedød. Man skal kende årsagen til bevidstløsheden, og derfor et det et krav, at man kender patientens sygehistorie, før man kan erklære patienten for hjernedød. Det er besluttet ved lov i det, der hedder: Lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. Hvis den bevidstløse patient for eksempel er kold pga. nedkøling, kan det ligne hjernedød. Derfor er det vigtigt, at temperaturen er normal. Desuden tager lægerne blodprøver for at udelukke, at patienten er bevidstløs på grund af fx forgiftning.

CT-scanning
Alle der undersøges for hjernedød får desuden enten en CT-scanning eller andre lignende typer undersøgelser (bl.a. en såkaldt kontrastundersøgelse), der med sikkerhed kan vise, hvorfor hjernefunktionen er ophørt.

Refleks-test
Endelig skal 2 læger, hvoraf den ene skal være speciallæge i neurologi eller neurokirurgi, gennemføre en særlig undersøgelse 2 gange. Undersøgelsen skal vise, om der findes reflekser i hjernestammen, som er den del af hjernen, der sidst ophører med at fungere. Der skal gå mindst en time mellem undersøgelserne. Hvis lægerne kan fremkalde blot en af hjernestammens reflekser, kan man ikke erklære patienten hjernedød.

Lægerne undersøger:
- Pupilreflekser ved påvirkning af lys
- Øjereflekser ved berøring af øjet
- Øjenbevægelser ved indsprøjtning af iskoldt vand i øregangen
- Synkereflekser ved at stikke en lille pind i halsen på patienten
- Hoste/kvælningsreflekser ved at føre et lille rør ned i luftrøret
- Smertereaktioner ved at nive patienten i huden på ansigtet eller andre steder på kroppen

Patienten må ikke reagere på blot en enkelt del af undersøgelserne. Det er kun, hvis der absolut ingen reaktion har været, at patienten kan erklæres død.

HVAD NU HVIS JEG MELDER MIG SOM ORGANDONOR, OG JEG KOMMER BEVIDSTLØS IND PÅ HOSPITALET. TAGER DE SÅ IKKE BARE MINE ORGANER, FORDI DER ER SÅ HÅRDT BRUG FOR DEM?

NEJ! Organdonation først kommer på tale, når patienten er erklæret hjernedød. Og som det fremgår af ovenstående, så er det ikke noget, der sker på 5 minutter.

Alle læger har aflagt et lægeløfte, og de er uddannede til at hjælpe enhver til der ikke mere er liv eller håb for liv. Det gælder også for organdonorer. Bliver man bragt på hospitalet, vil lægerne se en patient. Det er først i forbindelse med hjernedød, at det er aktuelt at undersøge, om man er organdonor.

Der er altså ikke risiko for, at blive bragt bevidstløs på hospitalet og så behandlet halvhjertet, fordi man har sagt ja til at donere sine organer i tilfælde af hjernedød. Lægerne ser og vil altid se en som patient først og så måske senere som organdonor.

Desuden skal de pårørende altid spørges i forbindelse med organdonation her i Danmark. Lægerne kan altså aldrig beslutte at tage ens organer ud, selv om man er erklæret hjernedød. De pårørende bliver altid hørt. Hvis man selv har givet tilladelse til organdonation, så informeres de pårørende om ens ønske, og så kan de alligevel modsætte sig organdonation. Hvis man ikke selv har taget stilling til organdonation, og der ikke er nogen pårørende at spørge, så opererer lægerne ikke organer ud. 

BLIVER JEG SÅ BARE KØRT PÅ OPERATIONSSTUEN, FLÅET OP OG SKRÆLLET FULDSTÆNDIG?

NEJ! Man bliver aldrig bare kørt af sted. De pårørende kan tage afsked både før og efter organudtagningen. Før er den hjernedøde koblet til en respirator, og derfor vil det se ud som om personen trækker vejret. På grund af den kunstige vejrtrækning vil den hjernedøde se levende ud – være varm og have farve i kinderne. Men det er kun respiratorens fortjeneste. Det kan dog være svært at tage afsked med en der virker så levende.

Respiratoren slukkes på operationsstuen, og der har de pårørende ikke mulighed for at være med. Efter organudtagningen er der derfor ikke længere vejrtrækning, og den hjernedøde er måske blevet kold og bleg, alt efter hvor lang tid der er gået.

Lægerne undersøger de organer, der er givet tilladelse til at donere, grundigt, for at sikre at de er sunde og raske og dermed transplantationsegnede. Er de ikke det, opereres de selvfølgelig ikke ud. Operationen foregår i stor respekt for organdonoren. Derfor behandler lægerne så vidt muligt den hjernedøde som enhver anden patient. Det vil sige, at man laver pæne operationssår, som sys pænt sammen og forbindes som på enhver anden patient. Efter organudtagningen behandles organdonoren, som enhver anden patient, der er afgået ved døden på hospitalet. Den afdøde bliver klædt i det tøj, de pårørende har valgt, og bliver fx kørt i kapellet.

Fuld tilladelse til organdonation, indbefatter blandt andet også hud og hornhinder. Hud bruges især til brandofre, og den tages kun på store flader, fx ryg og lår. Altså på steder som de pårørende ikke kan se efter organudtagningen. Har man doneret hornhinderne er organdonorens øjn lukkede efter organudtagningen, som de i øvrigt er på stort set alle afdøde.

Hverken hud eller hornhinder er afhængige af blodgennemstrømning for at være egnede til transplantation. Derfor sker det også, at man venter med at operere for disse to ting til efter de pårørende har taget endelig afsked med den afdødes legeme.

Send din skrækhistorie, fordom eller forestilling om organdonation på en mail til projektkoordinator Maja Nyvang Christensen.