Du er her: Forside Nyhedsmappe Færrest organdonorer i Jylland
Handlinger tilknyttet webside

Færrest organdonorer i Jylland

De jyske amter ligger i bund, når det drejer sig om at tage stilling til organdonation. Patientsammenslutningen Transplantationsgruppen vil have flere til at tage stilling, så beslutningen ikke hænger på de pårørende.

Organdonation: ja eller nej? Spørger man danskerne siger de fleste, at de gerne vil donere deres organer efter deres død, men alligevel har kun 10,4 pct. af den voksne danske befolkning taget stilling og tilmeldt sig Rigshospitalets centrale donorregister.

I flere jyske amter står det endnu mere sløjt til. Nye tal fra Rigshospitalets donorregister viser, at kun 8,7 pct. af indbyggerne i Ringkøbing, Viborg, Sønderjyllands og Ribe amt gennemsnitligt har taget stilling til organdonation, hvilket gør sønder- og vestjyderne til de mindst villige til at donere deres organer i Danmark. Værst ser det ud i Viborg amt, hvor kun 8,4 pct. er tilmeldt. I toppen ligger Hovedstadsregionen og Århus amt, hvor 11,7 pct. i gennemsnit er tilmeldt. Ib Gaarde-Nissen, formand i patientsammenslutningen Transplantationsgruppen, siger om tallene:

”Jeg synes, det er trist, at så mange jyder ikke har tilmeldt sig donorregistret. Det er vigtigt, at alle tager stilling til organdonation, ikke kun fordi, der er en masse mennesker, der står og venter på et nyt organ, men også fordi, at hvis uheldet er ude, så er det ens egen familie, der står tilbage med den svære beslutning om, hvad der skal ske med ens organer”.

De nye tal viser, at Roskilde amt ligger helt i bund mens Frederiksborg amt, Århus amt og hovedstaden ligger i toppen med henholdsvis 11,8, 11,7 og 11,6 pct. tilmeldte.

Baggrunden for problemerne er, at der er stor mangel på organer til transplantation i Danmark. Netop nu står omkring 630 danskere på venteliste til en transplantation, fordi de er så alvorligt syge, at deres eneste redning er at få et nyt hjerte, lever, lunge eller nyre. Ventelisterne har de seneste år været stigende, fordi for få danskere tilmelder sig donorregistret.
”Mange træffer ikke beslutningen om de vil donere deres organer efter deres død, fordi de ikke bryder sig om at tænke tanken til ende. Andre får bare ikke taget sig sammen til at indsende et tilmeldingskort. Men hvis uheldet skulle være ude, er det de pårørende, der står med den svære beslutning. Og derfor er det vigtigt, at man tager en snak med sin familie og indsender et tilmeldingskort til donorregistret”, siger Ib Gaarde-Nissen fra Transplantationsgruppen.