Alt for få nyretransplantationer i Danmark

Der blev foretaget 168 nyretransplantationer i Danmark i 2005. Det er et fald på 20 i forhold til 2004, hvor der blev foretaget 188 transplantationer. Det ser også galt ud for de øvrige transplantationsområder. Antallet er på det laveste i mange år. Vi har i Nyreforeningen mange gange fortolket de årlige transplantations tal i lidt for optimistiske vendinger. Når man ser på aktiviteten i årene fra 1990, ligger niveauet på 150 til 175 transplantationer årligt. Nogle gange lidt flere. Andre år noget mindre. Alle andre fortolkninger, også synspunkter på hvilke centre, der transplanterer flest, fortoner sig i statistisk usikkerhed.

Siden 1990 har vi haft en lovgivning om transplantation. Det vil sige, at det danske samfund går ind for denne form for behandling. Vi kan bekræfte, at det er en god behandling. Der er i øjeblikket mere end 1.700 mennesker i Danmark, der lever med en transplanteret nyre. De fleste har det rigtigt godt, og lever helt almindeligt. Men der kunne have været mange flere. I 2005 var der 16 patienter på ventelisten, som afgik ved døden. De nåede ikke at blive transplanteret. I år vil der være flere, for ventelisten stiger.

Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Vi ved nu, at den danske befolkning går ind for denne behandling. Der mangler ikke organer. Befolkningen en nemlig positiv. Det kan bevises ved stakkevis af undersøgelser, herunder også Sundhedsstyrelsens egen befolkningsundersøgelse. Befolkningens holdning er vendt siden transplantationslovgivningen blev gennemført for snart 16 år siden. Der er ikke mangel på organer. Der er ikke mangel på befolkningens opbakning.

Men der mangler én, der vil tage et ansvar. Der mangler en instans, der indenfor sundhedsvæsnet tager ansvar for alt det praktiske ved organdonation og transplantation. En national styring af indsatsen. I øjeblikket foregår indsatsen stykkevis og delt mellem de fire transplantationscentre. Hvert center deres egen måde at gribe sagen an på. Hvert center drives endvidere som almindelige kirurgiske og medicinske afdelinger, med fokus på alt andet end organdonation og transplantation.  Ventelister og bevillinger, f.eks. For der findes ikke engang en egentlig ledelse af et transplantationscenter. 

Det er for ringe efter dansk standard. Vi plejer at se os selv som gode til organisation. Men dette spørgsmål har også været genstand for abekastning i de sidste 15 år. Amtsrådsforeningen, der ændrer navn til Danske Regioner, har aldrig villet vedkende sig problemet. Sundhedsstyrelsen mener ikke de har de fornødne midler. Sundhedsministeriet henviser til Sundhedsstyrelsen osv. Vi har i Nyreforeningen godt været klar over, at vi er blevet bundet historier på ærmet, men det er først nu vi har dokumentationer klar.

Problemer med for få organer ligger internt på sygehusene. Der er organer nok. Men mange går bare til spilde. Et dansk center for organdonation og transplantation skal som hovedopgave at gøre det skingrende klart for sygehusene, at transplantation er en anerkendt behandling i Danmark. Det vil sige, at det ikke er op til en tilfældig læge eller sygeplejerske på en modtage- eller intensiv afdeling at afgøre, hvorvidt et svært sygdomsforløb ikke skal fortsætte i organdonation.  Det må være sådan, at fra det tidspunkt, hvor et svært sygdomsforløb eventuelt kan ende i en hjernedøddiagnose, må medarbejdere fra dette center tage over med hensyn til kontakt med pårørende og eventuelt senere fornøden donationskirurgi.

Nyreforeningen er nu nødt til at tage hårdt fat i denne sag. Det skylder vi patienterne på ventelisten. Vi har dokumentationen. Nu mangler vi, at sundhedsvæsnet påtager sig ansvaret. Hvis alle de organer der nu går til spilde i stedet blev anvendt til gavn for patienter, kunne ventelisten falde til et helt andet niveau, og vi kunne måske helt undgå, at folk dør mens de venter.