Du er her: Forside Nyhedsmappe Aldersfordeling i donorregisteret
Handlinger tilknyttet webside

Aldersfordeling i donorregisteret

Donorregistret har lavet en opgørelse over aldersfordelingen i donorregistret. Aldersgrupperne går fra 18 til 80 år. Derudover er det oplyst hvor mange af de tilmeldte for hver gruppering, der har givet begrænset tilladelse, eller står opført med forbud mod organdonation. Det er altid interessant at se på aldersfordelingen i donorregistret og hvordan personerne forholder sig til de tre kategorier: Fuld tilladelse, begrænset tilladelse og forbud. Tallene fra donorregistret ser således ud:

Årgang 1920 – 1929 (80 – 71) total 3755.
Fuld tilladelse 2775 – 73,9%, begrænset tilladelse 109 – 2,9%, forbud 871 – 23,2.

Årgang 1930 – 1939 (70 – 61) total 13245.
Fuld tilladelse 10937 – 82,5%, begrænset tilladelse 497 – 3,7%, forbud 1811 – 13,6%.

Årgang 1940 – 1949 (60 – 51) total 38504.
Fuld tilladelse 33242 – 86,3%, begrænset tilladelse 1625 – 4,2%, forbud 3637 – 9,4%.

Årgang 1950 – 1959 (50 – 41) total 50365.
Fuld tilladelse 43964 – 87,2%, begrænset tilladelse 2374 – 4,7%, forbud 4027 – 7,9%.

Årgang 1960 – 1969 (40 – 31) total 69258.
Fuld tilladelse 58233 – 84%, begrænset tilladelse 5194 – 7,4%, forbud 5831 – 8,4%.

Årgang 1970 – 1979 (30 – 21) total 51081.
Fuld tilladelse 40935 – 80%, begrænset tilladelse 6635 – 13%, forbud 3511 – 6,9%.

Årgang 1980 – 1987 (20 – 18) total 3149.
Fuld tilladelse 2351 – 74,6%, begrænset tilladelse 651 – 20,6%, forbud 147 – 4,6%.

(Kilde: Flemming Fisker, Rigshospitalet)

Som det kan ses ud fra tallene, er den største gruppe de 40 – 31 årige, hvor hele 69258 har ladet sig registrere. Det er dem, som var de 30 – 21 for ti år siden, da hjernedødskriteriet blev indført. Endvidere går aldersgrupperne helt op til de firs årige, som til trods for deres høje alder godt kan have organer, der egner sig til transplantation. Med andre ord er organdonation ikke forbeholdt de unge på fyrre.

Det, som er det bemærkelsesværdige ved tallene, er gruppen for begrænset tilladelse. Begrænset tilladelse dækker over 8 organer (Hjerte, Lunger, Lever, Bugspytkirtel, Nyrer, Hornhinder, Tyndtarm, Hud), hvor vedkommende selv kan krydse af, hvilke organer man ønsker at donere i tilfælde af, at man bliver erklæret for hjernedød. Det tyder på, at de unge mellem 20 – 18 år er dem, som hyppigst benytter sig af muligheden for begrænset tilladelse. Det vil sige, at de nøje overvejer, hvilke organer de vil donere. En tendens som også gør sig gældende for gruppen 30 - 21 år. Derudover viser tallene, at forbudet mod organdonation stiger procentvis, jo ældre folk bliver.

I forbindelse med de unge årgange udskriver Transplantationsgruppen i det nye år en stile konkurrence. Den er i første omgang målrettet til alle landets gymnasier for at få et indtryk af de unges refleksioner og holdninger til organdonation. Med henblik på fremtidens arbejde omkring organdonation, politisk og socialt, mener Transplantationsgruppen, at det er vigtigt at danne sig et troværdigt billede af de unges motiver for og imod organdonation.

Det er interessant, fordi organdonation på politisk niveau er vedtaget som en kollektiv værdi, men den mangler endnu at manifestere sig i befolkningen. Det er tilmeldingerne til donorregistret et klokke klart eksempel på. Til trods for at den igangværende sygesikringskort kampagne er at betragte som en succes.

Anders Reitov, Transplantationsgruppen