Nye kræfter træder til
Mandag den 16. november var Transplantationsgruppens medlemsorganisationer samlet til det årlige møde. Foruden den normale dagsorden skulle der også tages stilling til de nye vedtægter. Transplantationsgruppen har hidtil været organiseret på et løst grundlag, som nu er blevet formaliseret via en samarbejdsaftale med medlemsorganisationerne, som alle bakkede op og skrev under. Den eneste større ændring for organisationen er, at vi foruden en formand også skal have en næstformand.
Siden Transplantationsgruppens mangeårige formand Ib Gaarde-Nissen gik bort i starten af oktober, har organisationen været uden en formand. Det blev der på mødet lavet om på.
Den nye formand for Transplantationsgruppen er Jan Rishave, som er mangeårigt medlem af Nyreforeningen. Han kender en del til Transplantationsgruppens arbejde, da han i mange år har været med i gruppens frivillige informatørkorps og selv er nyretransplanteret. Jan er på pension og bor i Svendborg sammen med sin kæreste og to børn.
Nuria Ebbesen kommer fra Leverforeningen og er Transplantationsgruppens nye næstformand. Hun blev levertransplanteret i foråret 2009 og er derfor forholdsvis ny i arbejdet med at øge opmærksomheden omkring organdonation. Hun arbejdede inden hun blev syg som advokat og har efter sin transplantation fortsat inden for det felt og underviser i dag i jura. Hun bor sammen med sin mand i Kolding og har to voksne børn.
De glæder sig begge til at tage fat på arbejdet med at udbrede budskabet om organdonation og få flere til at tage stilling og registrere deres holdning til organdonation i Donorregistret. Tag godt imod dem.