Mindeord over Transplantationsgruppens formand
Nyreforeningens næstformand og Transplantationsgruppens formand Ib Gaarde-Nissen er død mandag den 5. oktober 2009 efter kort tids sygdom.
Nyreforeningens landsformand Stig Hedegaard Kristensen skriver mindeord om Ib Gaarde-Nissen, Alfavej, Fakse Ladeplads, født 13. oktober 1952.
Ib Gaarde-Nissen blev levertransplanteret i 1993 og har fra da været en utrættelig forkæmper for transplantationssagen i Danmark. I 2002 blev Ib Gaarde-Nissen medlem af Nyreforeningens Forretningsudvalg og samtidig formand for Transplantationsgruppen, der består af 10 patientforeninger, som alle arbejder for at fremme transplantationssagen. Gennem sin egen sygdom og med sin livserfaring havde han en dyb forståelse for, at man som patient gennem foreningsarbejde kan få en vigtig indflydelse på udviklingen. Det er ikke mindst hans fortjeneste, at der i den danske befolkning nu er en udbredt forståelse for, at organdonation er grundlag for livsvigtige behandlinger.
I hans periode som formand for Transplantationsgruppen er der gennemført flere kampagner, hvor han med sit organisatoriske talent og overblik var i stand til at samle alle enderne. Det var ham naturligvis en stor glæde her på det sidste at kunne opleve, at antallet af nyretransplantationer i 2009 ser ud til at nå sit højeste niveau siden 1989.
Ib Gaarde-Nissen opnåede hurtigt som formand for Transplantationsgruppen status som den person medierne henvendte sig til, når der skulle debatteres eller kommenteres om etiske problemstillinger i forbindelse med organdonation. I den forbindelse er vi ham i Nyreforeningen dybt taknemlig for den altid sikre måde, han kunne omgås medierne på, og samtidig være trygge ved, at han med minutters varsel kunne stille op til interviews eller kommentarer. Hans arbejde for Transplantationsgruppen kan ikke overvurderes.
Men hans lagde også et stort arbejde i Nyreforeningens ledelse, de sidste 3 år som næstformand. I dette arbejde lå patienternes ve og vel ham meget på sinde. Han var endvidere gennem en del år en inspirerende leder af Nyreforeningens lokale arbejde i det tidligere Storstrøms Amt.
Vore tanker går til Ib Gaarde-Nissens efterladte familie, Marianne Gaarde-Nissen og deres to børn. Vi er i den forbindelse familien meget taknemmelige for den støtte, de har givet ved hans fortsatte aktive deltagelse i foreningsarbejdet, selvom kræfterne det sidste par år var svindende.
Æret været Ib Gaarde-Nissens minde.
Stig Hedegaard Kristensen