Tania Lindström

Hej, jeg blev transplanteret i julen 2003. Jeg var gravid med min dejlige datter og var lykkeligt uvidende om de kommende måneders strabadser. Jeg begyndte at føle mig sløj og mine hænder og fødder begyndte at gøre utrolig ondt. Jeg kunne dårligt holde en kaffekop for smerter. Jeg blev tjekket men de fandt ingen grund ”så det var nok hormonerne”… Jeg fødte min dejlige datter og var på barsel men blev mere og mere sløj og skidtmads. Gentagne besøg til lægen hjalp ikke men forstærkede deres tro i jeg var bleven hypokonder. Det var rædsomt. At føle sig så syg også få at vide det var noget man bildte sig ind. På min 30 års fødselsdag så jeg 7 mdr. gravid ud og de kunne endelig se at der var noget galt, for jeg var ikke gravid.

Derfra gik det kun ned af bakke og efter et par uger måtte de overføre mig til Rigshospitalet. Her kæmpede jeg for livet mens min kære mand så hjælpeløst til. Han pendlede mellem vores 2 børn og mig (odense-kbh) og prøvede at få det hele til at hænge sammen med min mors og mosters hjælp.

Et forsøg på at hjælp min lever i gang igen med noget der hedder en tipoperation endte dramatisk juleaften. Jeg havde allernådigst fået lov at komme hjem til jul men stærke smerter tvang mig om min mand fra festen og tilbage til hospitalet i Odense. Efter mange timers ufattelig smerte fandt de ud af jeg var ved at forbløde. Det var så alvorligt at vi fik besked på at sige farvel til hinanden. Behøver jeg at fortælle hvor slemt det har været? Min far og hans kone og min mor nåede også at komme og sige farvel. Det var hårdt at se døden i øjnene og vide jeg ikke kom til at se mine børn vokse op.

Jeg lever i dag kun pga. af et andet menneskes ufattelig gave og en del held.

Jeg kommer meget gerne ud og fortæller min historie evt. som oplæg til debat om organdonation eller andre formål. Du må også meget gerne kontakte mig hvis du selv er syg eller pårørende og har brug for nogen at snakke med. Venner fortæller mig jeg er en god lytter.