Helle Bjerre

Jeg er 49 år og i januar 2008 ændrede mit liv sig fra den ene time til den anden. Jeg blev ringet op af sygehuset, som fortalte, at min bror havde fået en hjerneblødning, og at han ikke kunne opereres; vi skulle bare se tiden an. Der gik tre dage, min lillebror lå i koma og blev erklæret hjernedød.

Min far og jeg skulle så tage stilling til organtransplantation, og det var nok noget af det nemmeste for mig i det forløb, for jeg har, siden jeg var 18 år, været tilmeldt som organdonor. Min far sagde heldigvis også ja lige med det samme, og sådan blev det. Min lillebror gav derfor 2 mænd en ekstra chance, og det har jeg det bare godt med. Jeg føler, at min lillebrors død ikke har været helt forgæves.

Jeg mener, det er meget vigtigt, at ens nærmeste ved, hvad man ønsker, fordi det er en beslutning, som de efterladte skal leve videre med resten af livet. I min brors tilfælde havde vi aldrig talt om det, men da min bror var en meget gavmild og livsglad person, der altid gerne ville hjælpe andre, var min far og jeg aldrig i tvivl om, at han også selv havde sagt ja, hvis han havde kunnet.

Ved at fortælle folk om min oplevelse kan jeg besvare nogle af de mange spørgsmål, som folk har i forbindelse med at være pårørende og med at være den, der har sagt ja til organtransplantation.