Gunnar Stensgaard-Andreasen

Jeg hedder Gunnar Stensgaard-Andreasen, bor i Holbæk på Tuse Næs

Jeg er en årgang 57 og er gift, har en søn samt en Cairn-terrie (hund). Jeg er fhv. kørelærer, faglærer og lærer på TEC, en rigtig dejlig arbejdsplads, med gode kolleger og en god atmosfære.

Mit arbejdsliv har været meget blandet. Jeg har sejlet, været ved militæret og lavet alskens forskellige ting såsom at være bryggeriarbejder, ølmand, skraldemand, flyttemand, sælger, taxichauffør og sikkert også andre ting som jeg har glemt.

I dag har jeg som interesser at fiske, sejle, køre på veteranmotorcykel, dyrker forskellige former for sport i mit tempo, høre og spille musik, synger sågar, hvis nogen kan holde det ud.

Jeg fik en kraftig blodprop i hjertet den 4. februar 2004, hvor jeg blev genoplivet flere gange på vej til Holbæk og videre til Rigshospitalet. Man indsatte stenter (udvidelse af hjertets blodkar) og så skulle jeg være så god som ny igen. Jeg gennemførte Skagensløbet for Veteranmotorcykler i maj 2004. Men nej, så let blev det ikke senere i 2004. Jeg måtte have en bypass-operation (model Clinton), men der var stadig bøvl i systemet. Så jeg blev medlem af Rytmeklubben for Pacemaker brugere. Men det gik stadig tilbage med helbredet og udsigten til, at der bare hele tiden ville ske forringelser med kroppen, så ikke godt ud.

Deltog i forsøg med stamceller uden virkning, men det var nok fordi at jeg fik placebo behandling (behandling uden virkning, men som kontrolgruppe). Kom på Listen med transplantationsegnede i december 2006 og vidste, at der kunne gå lang tid før at det kunne komme på tale med en transplantation.

En søndag morgen kl. 07:20 ringede min telefon, den lå nedenunder. Så inden at jeg nåede ned til den, holdt den op med at ringe, Jeg tænkte det var underligt, der må være sket noget alvorligt i familien. Så ringede mobilen og nakkehårene rejse sig af bekymring. Det var Transplantationskoordinatoren fra Riget, der ringede og sagde at der var et hjerte til mig og der ville komme en vogn fra Falck og hente mig hjemme.

Jeg tog afsked med min kone og tog fortrøstningsfuld af sted i formodning om at jeg var klar igen om 14 dage - jeg skulle blive klogere.  9 måneder senere blev jeg udskrevet, men havde også haft alle mulige og umulige sygdomme at kæmpe med undervejs såsom stafylokokker, nyresvigt med dialyse i et år samt forskellige normale bakterier som blev meget aggressive, når immunsystemet var presset i bund af medicin som skulle forhindre afstødning fra kroppen. For at runde det lidt af fik jeg også en type kræft, der gudskelov kunne behandles med en ny kur.

Ovenpå alle disse genvordigheder skulle jeg til at stå på mine egne ben igen. Jeg blev medlem af Hjerte-lunge transplantationsklubben og her blev jeg også introduceret til Tranplantationsgruppen, hvor at man kan arbejde for at få flere donorer til alle de mennesker, der mangler organer, og give dem en mulighed for at leve et værdigt og godt liv. Under devisen: ’Man skal yde for at nyde’, tilbyder jeg min arbejdskraft til foredrag, personlige samtaler til patienter og pårørende om, hvordan det er at være transplanteret med et organ.