Jeg er født i 1966 og blev nyretransplanteret i 2004. I dag arbejder jeg som bogholder på fuld tid.
Mit sygdomsforløb startede da jeg var 25, hvor jeg fik konstateret en bindevævsygdom, som allerede dengang havde skadet mine nyrer. Der gik yderligere 11 år før nyrefunktionen blev så nedsat, at det var livsnødvendigt at starte i dialyse.
Jeg har altid haft en positiv indstilling til livet, men var mærket fysisk af min sygdom. Det gjorde hverdagen svær at overkomme, men på trods af det, har jeg under hele forløbet magtet at holde ved mit fuldtidsjob.
Da jeg var 36, startede jeg i dialyse og blev transplanteret 2 år senere. Transplantationen gik problemfrit og jeg oplevede en kæmpe forandring. Jeg fik faktisk et nyt liv med overskud i hverdagen og tid til familie og venner igen.
Jeg holder gerne foredrag af ca. 1 times varighed, hvor jeg fortæller om mit sygdomsforløb, ventetiden, angsten, operationen og tiden efter, hvor jeg har fået livet tilbage. Undervejs besvarer jeg spørgsmål i den grad, min viden rækker til.
Hilsen Lotte