Erna Andersen

En hilsen fra en donors mor
Min datter Marianne var 29 år, gift med Flemming og havde en datter, Jannie, på 11 år. En dag i januar blev Marianne dårlig på sit arbejde, hun følte et smæld i hovedet og fik derefter hovedpine. I løbet af de næste måneder prøvede Marianne flere slags medicin og anden behandling uden held, og hun blev til sidst indstillet til en scanning. Den viste at der kunne være tale om en svulst. Derfor blev Marianne indlagt med dræn til at tage trykket i hovedet, mens hun ventede på at blive opereret. Desværre gik det ikke efter planen, og Marianne endte med at blive erklæret hjernedød. 

Vi blev spurgt, om vi havde taget stilling til organdonation, hvad vi absolut ikke havde, da den slags altid rammer naboen… tror man. Vi fik så et par timer til at beslutte os i, og det var meget svært at forholde sig til, indtil lægen kom og sagde, at de kunne bruge Mariannes lever.

Til at starte med kunne vi ikke forenes med tanken om, at vi skulle give noget af Marianne bort, indtil storebror Benny sagde, at hvis nu Marianne lå derinde og manglede en lever for at kunne overleve, så ville vi selvfølgelig sige ja tak. Desuden mente vi, at donation var i hendes ånd, da hun altid gav de ting bort, som hun ikke selv havde brug for.

Marianne døde ikke for at en anden kunne leve, men fordi Marianne døde, kunne en anden få lov at leve.

Det er meget vigtigt, at man tager stilling til organdonation, både for sin egen men især for sine pårørendes skyld.

Jeg vil meget gerne komme og fortælle min historie og diskutere organdonation.

Med venlig hilsen

Erna Andersen