Lena Dalitz

Jeg så dagens lys i 1946. Min ældste søn Thomas blev født i 1970, da han var 3. mdr. opdagede lægerne, at han var født med "cystenyre". Da Thomas var 4,5 år kom han i dialyse. Børn skulle på det tidspunkt dialyseres hver dag, så efter en undervisningsperiode fik vi installeret hjemmedialyse, hvilket gjorde, at vi kunne leve et rimeligt normalt liv.

Selvom det var meget alvorligt, formåede vi, at gøre de daglige dialyser til et samlingspunkt for familien. Når Thomas var i dialyse, var alle i samme stue som ham. På hospitalet lærte vi flere andre dialysepatienter at kende. Når nogen var blevet transplanteret, var det naturligt at de kom på besøg.

Desværre gik det ikke så godt for børnene dengang, og det gjorde det heller ikke for min søn. Han overlevede ikke. Og gennem årerne har jeg aldrig undladt - blandt familie, venner og kolleger, at bringe emnet om organdonation på bane. Det at tage stilling til dette er utrolig vigtigt.

Jeg har arbejdet i forsikringsbranchen i mange år. Jeg er ikke mere aktiv i erhvervslivet, men der er stadig noget "krudt" i mig, og det vil jeg gerne bruge som aktivt medlem i informatørkorpset.
ET ARBEJDE FOR EN VIGTIG SAG!