Du er her: Forside Informatørkorpset Informatørkorpsets formål
Handlinger tilknyttet webside

Informatørkorpsets formål

Informatørerne er transplanterede, pårørende eller donorer til transplanterede. Formålet med informatørernes foredrag er at give indblik i den enkeltes historie, og på den baggrund rejse debat om organdonation. På den måde får de tilstedeværende et grundlag til at diskutere organdonation med hinanden og deres nærmeste. De kan derefter tage stilling til organdonation, og muligvis lade deres holdning registrere i Donorregistret.

Informatørerne går selv ind for organdonation, men de mener, at det er op til folk selv, om de vil være organdonor eller ej. Et nej respekteres lige så vel som et ja.

Informatørerne holder foredrag over hele Danmark. De fortæller om deres personlige oplevelser med organtransplantation, ventetiden, udsigten til et nyt liv, og muligheden for at blive rask. Det gør de gerne på folkeskoler, undervisningsinstitutioner, arbejdspladser, i foreninger og andre steder.

Informatørerne har prøvet organtransplantation på deres egen krop, og de kan derfor bringe følelser og nærvær ind i debatten. Det adskiller sig fra den hidtidige debat, som i mange tilfælde har været præget af ekspertudsagn fra læger og sundhedspersonale.

Hvis du vil have en informatør til at komme og holde foredrag, gør du sådan:
Find en informatør som bor i nærheden og ring, skriv eller e-mail til vedkommende. Du kan også ringe til Transplantationsgruppens sekretariat på telefon 43 50 42 07. Det praktiske omkring arrangementet aftales med den enkelte informatør.

Søg efter en informatør her

Korpsets historie

Bliv informatør