Hjerte
Forkalkning i kranspulsårerne, sygdomme i hjerteklapperne, medfødte hjertesygdomme og svækkelse af hjertemusklen er de almindeligste hjertesygdomme. Når disse sygdomme ikke længere kan behandles ved operation eller med medicin, er et nyt hjerte den eneste mulighed.
Når patienten er godkendt til transplantation, kommer han eller hun på venteliste og får en personsøger. Mange må vente i månedsvis, enten hjemme eller på sygehus, og nogle dør i ventetiden.
Ved selve operationen bliver patientens brystkasse åbnet, og patienten bliver tilsluttet en hjerte-lungemaskine, som overtager hjertets funktion. Det syge hjerte fjernes, og det raske sættes ind samme sted. Patienten overvåges på intensiv afdeling et par døgn og bliver normalt udskrevet fra hospitalet efter ca. en måned.
I øjeblikket venter ca. 15 danskere på et nyt hjerte. Der bliver foretaget mellem 15 og 20 hjertetransplantationer om året i Danmark.