Du er her: Forside Christmas-Møller: Vi skal tage stilling til organdonation
Handlinger tilknyttet webside

Christmas-Møller: Vi skal tage stilling til organdonation


Alle personer over 18 år skal i fremtiden spørges om deres personlige holdning til organdonation, når de for eksempel er hos lægen eller modtager deres pas eller kørekort. Det mener den tidligere konservative politiker, løsgængeren Pia Christmas -Møller. Hun har hentet opbakning til sit forslag fra både Dansk Folkeparti og oppositionen - og skaber dermed et flertal uden om regeringen. I dag får alle danskere en folder og et tilmeldingsskema med, når de modtager det gule sygesikringsbevis med posten, men fremover skal man direkte konfronteres med spørgsmålet hos lægen. Selv om man også i fremtiden gerne må undlade at tage stilling, håber Pia Christmas -Møller, at den mere aktive henvendelse til alle borgere vil få en positiv effekt på antallet af organdonorer herhjemme, der i dag ligger på godt en halv million mennesker.

»Selv om V og K har kæmpet imod og ikke umiddelbart vil være med, er jeg glad for, at det nu lykkes at få et bredt flertal for mit forslag. På en og samme tid giver vi borgerne et lille skub og en lille håndsrækning til at få meldt, hvor de står i spørgsmålet om organdonation. Jeg lægger vægt på, at alle svar er ligeværdige, men det kan ikke undgå andet end at øge antallet af organdonorer og dermed redde liv,« siger hun.



Regeringen i undertal

Berlingske Tidende har i en række artikler de senere måneder beskrevet, hvordan Danmark halter langt efter sine nabolande, når det gælder om at skaffe organdonorer. Det er absolut ikke hverdagskost på Christiansborg, at regeringspartierne Venstre og de Konservative må se sig underkendt, når det kommer til gennemførelse af ny lovgivning. Men de to partier kan meget vel komme til at gå på sommerferie med et nederlag, når beslutningsforslaget næste fredag behandles i folketingssalen - årets sidste dag i Folketinget.Hos Dansk Folkeparti, der som regeringens støtteparti reelt skaber det alternative flertal, bakker sundhedsordfører Liselott Brixt fuldt op om forslaget. Hun hæfter sig dog ved, at det stadig skal være frivilligt, om man vil tage stilling.

»For nogen er organdonation et privat anliggende, og derfor behøver man ikke sige ja eller nej. Men kan vi få flere oplysningssteder, f.eks. på kommunalkontorer og hos læger, kan det være, at flere får indblik i problematikken,« siger DF-ordføreren.

Både Venstre og Konservative har modsat sig ideen - selvom de to partier altså kan blive tvunget til at gennemføre Pia Christmas -Møllers forslag. De to regeringspartier behandler spørgsmålet på deres gruppemøder i næste uge. Venstres gruppeformand Hans Christian Schmidt vil ikke forholde sig til, hvordan det vil være at blive underkendt af et alternativt flertal, før partiet har holdt gruppemøde på tirsdag: »Men vi synes, det er klogere at vente på, at Etisk Råd kommer med en redegørelse om emnet til efteråret,« siger han.

Meget tyder dog på, at den ventetid bliver væsentligt afkortet. Både Ny Alliances Naser Khader, Enhedslistens Line Barfod og Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen melder sig klar til handling nu og her.

»Forslaget fra Pia Christ-mas-Møller er endnu et skridt i den rigtige retning, da folk så bliver konfronteret flere gange med, at de bør tage stilling,« siger Sophie Hæstorp Andersen. R-sundhedsordfører Lone Dybkjær oplyser, at hun vil diskutere forslaget på partiets gruppemøde i næste uge, inden man tager endelig stilling.

Fakta: Organdonation i Danmark

Et flertal uden om regeringen vil indføre, at alle personer over 18 år bliver bedt om at oplyse deres personlige standpunkt til organdonation. Her kan man vælge at give fuld tilladelse, begrænset tilladelse, nedlægge forbud eller svare »ved ikke« til, om man vil donere sine organer. Endelig kan man også helt lade være med at tage stilling.

I Donorregisteret er der i dag registreret 550.000 personer. Det årlige behov i Danmark for f.eks. nyrer er 300-350 og mellem 35 og 40 hjerter. Op mod 200 personer bliver årligt erklæret for hjernedøde herhjemme, hvor 60-80 af dem bliver organdonorer.

Kilde: Ministeriet for Forebyggelse og Sundhed.



Berlingske Tidende