»Er det dig, der er søster til Michael?«

De sidste år af Michael Petersens liv var hårde. Han var fanget af et alkoholmisbrug, der ikke lod sig stoppe, selv om familien prøvede forskellige indlæggelser og behandlinger. Psykiske problemer gjorde kun situationen vanskeligere. Og det sidste sted, Michael Petersen boede, var et plejehjem.

Det var her, en sygeplejerske fandt ham en onsdag i begyndelsen af 2008. Han sad helt stiv i sin stol med fråde om munden. Den 45-årige Michael Petersen blev indlagt på Kalundborg Sygehus, og storesøster Helle Bjerre blev ringet op. Hun overvejede sammen med de to søskendes far at køre fra hjemmet i Slagelse op til sygehuset, men personalet på afdelingen talte dem fra det. Michael Petersen havde flere gange tidligere været indlagt med krampeanfald, uden at det var alvorligt.

Men senere på aftenen ringede sygeplejersken igen:

»Er det dig, der er søster til Michael«, lød spørgsmålet til Helle Bjerre, der med det samme vidste, at nu var det alvorligt.

»Michael havde fået en blødning i hjernen et sted, hvor de ikke kunne operere. Da jeg kom derop, var han lagt i respirator. Da forstod jeg, hvad vej det gik«, fortæller Helle Bjerre.

Fredag morgen blev han undersøgt igen.

»Jeg glemmer aldrig synet af de to sygeplejersker og en læge, der kom gående hen ad gangen til mig med et helt særligt budskab i øjnene. De spurgte, om vi ikke lige skulle sætte os ind og snakke lidt. Der vidste jeg, at det var slut. Blødningen fyldte nu seks gange så meget i hans hjerne, og der var ikke noget at gøre overhovedet«, siger Helle Bjerre.

Michael Petersen døde senere på eftermiddagen. Ikke hjertedøden, som langt de fleste vil opleve, men hjernedøden, der har været det andet dødskriterium i Danmark siden 1990.

»Jeg havde lovet mig selv, at efter alt det, vi havde været igennem sammen, skulle han ikke dø alene. Det kom han heller ikke til. Han døde, mens min far og jeg var på stuen sammen med ham. På en måde var det, som om han snappede efter vejret, men det passer selvfølgelig ikke, for han fik jo hjælp til at trække det. Men der kom ro over ansigtet på ham. Og vi kunne se på maskinerne, at hans blodtryk faldt. 10 minutter senere kom lægen ind og spurgte os, om vi nogensinde havde hørt Michael sige noget om, hvordan han ville have det med organtransplantation. Det havde vi ikke«, siger Helle Bjerre.

Michael Petersen var nemlig ikke bare en af de omkring 4,5 mio. danskere, der ikke har tilmeldt sig donorregisteret. Han var også en af de mange, der aldrig havde talt med sin familie om, hvordan han selv havde det med det. Derfor skulle beslutningen træffes af storesøsteren og faderen, der ikke var i tvivl.

»Jeg havde ikke svært ved at træffe beslutningen på hans vegne. Han var et gavmildt menneske, der gerne ville dele alting med andre. Derfor er jeg sikker på, at vi traf den rigtige beslutning. Selv om vi jo ikke kan vide det. Derfor synes jeg også, det er så vigtigt, at man selv tager stilling, før det er for sent. Man kan aldrig vide, hvem det rammer«, siger Helle Bjerre.

Michael Petersen blev erklæret hjernedød af to forskellige specialister samme aften, og i løbet af natten blev hans nyrer taget ud og transplanteret til to forskellige danskere, der stod på venteliste.